23948sdkhjf

Spritfabrikken i tværfaglig dyst

Byggestuderende og erhvervslivet tyvstarter forvandlingen af Aalborgs legendariske spritfabrikker fra 1931. De Digitale Dage, der begynder i morgen, vil under realistiske forhold give indblik i ambitiøs renoveringsproces
I morgen begynder De Digitale Dage i Aalborg, hvor godt 100 studerende fra nordjyske byggeuddannelser sætter sig sammen med folk fra erhvervslivet.

Temaet er tværfaglighed og sammen med sværvægtere som NCC, Cowi, Grontmij, Lund & Staun, Bjerg Arkitektur, A Enggaard samt Færch og Co. vil de studerende få en meget realistisk oplevelse af at levere til en indbudt konkurrence.

Som case er valgt Spritfabrikken i Aalborg, der også i virkelighedens verden står overfor store forandringer.

De legendariske fabriksbygninger, opført i 1931 efter tegninger af arkitekt Alf Cock-Clausen, er af Kulturarvstyrelsen udpeget som bevaringsværdigt nationalt industriminde.

”At arbejde digitalt med fabrikken, konkret indretning af et loft til kontoretage, udvikler de studerendes kompetencer, viden og forståelse for, hvordan digitale værktøjer og processer udnyttes optimalt i forbindelse med renovering, siger projektleder på UCN”, Søren Nissen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Spritfabrikken skal nu omdannes til en ny bydel hvor de tidligere produktionsbygninger indgår som såkaldt identitetsskabende element i området.

Udnytte og bevare

En gennemarbejdet plan for udnyttelse og bevaring af hovedparten af de eksisterende bygninger, er forudsætningen for at skabe en bydel og projektet skal ses som en vigtig fortsættelse af omdannelsen af de øvrige industriområder langs Aalborgs havnefront.

Søren Nissen fortæller, at en aktuelt sag, taget ud af virkeligheden, måske også kan bruges i det videre arbejde.

”Men her er der ingen garantier. Hvad developer arbejder med, holdes lige nu tæt til kroppen. Det er imidlertid heller ikke vores sigte med de Digitale Dage - der afholdes sammen med Aalborg Universitet og EUC Nordprojektet - at få det hele brugt. Vores sigte er at få alle fagligheder i spil og at få sat de studerende sammen i et tværfagligt samarbejde, der ligner den måde, man arbejder på i byggeriet”, siger Søren Nissen.

Han fortæller at der ud over brugere af BIM (Bygnings Informations Modeller, red.) også er el-og vvs-studerende, bygningskonstruktøruddannelsen, konstruktionsfolk fra Aalborg Universitet, og håndværkere fra EUC nord med i det tværfaglige samarbejde om Spritfabrikken.

”Den ene faggruppe kan ikke klare sig uden den anden. Derfor er De Digitale Dage meget realistiske, men det er naturligvis begrænset hvad man kan nå på tre dage. Ikke desto mindre bliver de bedømt indenfor både bygbarhed, energiberegninger, kollisionskontrol og det termiske miljø”, fortæller han.

”Desuden indgår gruppernes tilbud på digitale mock-ups, ligesom selv præsentationerne af de enkelte forslag indgår i vurderingen, siger Søren Nissen, der desuden forudser, at i fremtiden vil medlemmerne af en dommerkomitté, uanset hvor de befinder sig i verden, kunne gå ind i projektet digitalt, iført 3D-briller og et joystick, og møde hinanden i de rum, de skal bedømme”.

”Digitale modeller vil i fremtiden give fuldt overblik både over detaljer, som man før skulle bygge op i beton og træ, og over helheden i projektet, siger han”.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.234