23948sdkhjf

”Vi kan gøre det billigere end bankerne”

Der findes alternativer til bankerne, når virksomheder ønsker at låne penge. Men alternativerne er oppe imod tunge danske banktraditioner
Der er ingen filialer. Der er ingen stor organisation. Men der er en virtuel platform og en base af långivere hos Lendino, som er den første låneplatform i Danmark, der formidler private lån til mindre og mellemstore virksomheder.

Fænomenet hedder crowdfunding. Det er en alternativ lånemulighed for mindre og mellemstore virksomheder. Ifølge Nils Thygesen, risikomanager i Lendino, oven i købet et billigere alternativ til bankerne.

”Vi kan gøre det billigere end bankerne i og med, at vi ikke har noget kapitalkrav. Vi har meget få omkostninger, for vi har hverken filialnet eller en stor organisation”, siger han.

Crowdfunding er endnu ikke særlig udbredt, men Nils Thygesen er sikker på, at det kommer. Den største barriere er for ham at se den danske tradition for altid at starte i banken, når der skal lånes penge.

”Vi er oppe imod traditioner i Danmark, for man er vant til at gå ned i banken, når man skal låne penge,” siger han.

Nils Thygesen henviser til England og USA, hvor cirka 80 procent af al finansiering formidles udenom bankerne. Her benytter man sig af at udstede erhvervsobligationer i større virksomheder, og så er der et langt større marked for alternativ lånefinansiering til mindre virksomheder.

”I Danmark er det lige omvendt. Der går cirka 80 procent igennem banksystemet og højest 20 procent gennem alternative finansieringsformer, hvor leasing fylder mest”, siger Nils Thygesen.

Lendino har siden virksomheden fik sin licens til at formidle lån i september 2014 fået cirka 300 ansøgninger. Lendino har formidlet seks lån. Et af de seneste lån var på 1,9 mio. kroner og blev finansieret af 62 långivere fordelt på både privatpersoner og et enkelt mindre pengeinstitut.

Kun få ansøgere fra byggeriet

Nils Thygesen fortæller, at det kan tælles på to hænder, hvor mange ansøgninger, der er kommet fra bygge- og anlægsbranchen.

Er lånetypen attraktiv for branchen?

”Det kan sagtens være attraktivt. Vi er i princippet åbne over for alle brancher, hvis bare vi kan finde nogle långivere,” siger han.

Tror du, långivere kunne være forbeholdne for at låne penge til byggebranchen?

”Hvis afkast og risikoforholdet er attraktivt, kan jeg ikke se, at det skulle være mere udfordrende for byggebranchen end for andre brancher. Men det er klart, at långiverne skal betales for den risiko, de tager, og de vil formentlig også stille lidt flere krav end i andre brancher,” siger han.

Fakta: Hvem kan låne hos Lendino?
For at blive godkendt til et lån hos Lendino, er der som udgangspunkt fire krav, virksomheden skal opfylde:
Man skal kunne vise to årsregnskaber
Man skal kunne vise en positiv egenkapital
Man skal have en årsomsætning på minimum 1 mio. kr.
Man skal være ukendt i registret for dårlige betalere - RKI


Er der potentiale i crowdfunding?
Der er delte meninger blandt revisorerne om potentialet i crowdfunding. Det viser en undersøgelse foretaget af FSR - danske revisorer.
Den type crowdfunding med flere private puljer af penge, som Lendino formidler, ser 57 procent i undersøgelsen et stort eller mellemstort potentiale i.
En ud af ti blandt 170 respondenter oplever, at små og mellemstore virksomheder søger mod crowdfunding som alternativ finansieringskilde.
8 procent af revisorerne i undersøgelsen har kunder, der allerede har benyttet sig af crowdfunding.
Læs mere om: Lån
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11