23948sdkhjf

Stål fremtidssikrer nyt Rockwool-byggeri

Nordjysk byggevirksomhed arbejder på fuldt tryk med at udbygge og opgradere Rockwools fabrik i Øster Doense i Himmerland. Det kræver over 1.000 tons stål
Der støbes og monteres som aldrig før i Øster Doense i Himmerland, hvor den nordjyske entreprenørvirksomhed DS Flexhal i øjeblikket arbejder på at opføre bygninger til en helt ny produktionslinje til Rockwool.

Hovedbygningen bliver 30 meter høj og skal rumme produktionsudstyr, der strækker sig over ni etager. Det involverer brugen af over 1.000 tons stål, der skal bære Rockwools mest avancerede maskiner

”Det er en kolossal og kompliceret opgave at udføre projekter i den størrelsesorden. Indtil videre har vi monteret over 10.000 enkeltdele siden byggestarten i efteråret. Bygningen skal bære kæmpe maskiner og enorme laster på alle ni etager, så det stiller helt særlige krav til bygningens robusthed”, siger projektleder Ole Bech Olesen fra DS Flexhal.

De store mængder stål leveres af DS Stålkonstruktion, mens DS Montage står for monteringen af de mange elementer.

Hovedbygningens 3800 kvm facade og skillevægge bygges op af bagvægskassetter, der, naturligvis, rummer 180 millimeter Rockwool-isolering.

Fremtidens teknologi

Udbygningen af fabrikken i Øster Doense sker som led i Rockwool-koncernens arbejde med at opgradere de danske produktionsfaciliteter.

Bygningerne kommer til at rumme helt ny produktionsteknologi, der skal bringe Rockwool fabrikken i Doense helt op på linje med de mest effektive fabrikker i koncernen.

”Råhusets stålkonstruktion er specialdesignet, så produktionslinjen kommer til at blive en integreret del af selve bygningen. Produktionsudstyret breder sig over ni etager, og derfor er det afgørende at bygning og maskiner spiller optimalt sammen”, forklarer Ole Bech Olesen.

Samlet set har Rockwool investeret omkring en halv milliard i udbygningen af fabrikken i Øster Doense, der forventes at stå færdig i sensommeren 2015.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156