23948sdkhjf

Kriseramt entreprenør accepterer kartelbøde

Entreprenørvirksomhed under rekonstruktion har vedtaget bøde i kartelsagen
Det kriseramte entreprenørfirma Kjær & Lassen A/S, Kastrup, har accepteret en bøde på 800.000 kroner i forbindelse med det såkaldte københavnske byggekartel.

Virksomheden er netop nu under rekonstruktion efter sidste efterår at have afværget en truende konkurs.

Rekonstruktør i virksomheden, advokat Søren Aamann Jensen fra Kromann Reumert, oplyser til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at han vurderer, at der er udsigt til en dividende på omkring 20 procent. Det betyder, at staten i givet fald vil få omkring 160.000 kroner af bøden.

”I forbindelse med en akkord sidestilles en bøde med øvrige kreditorer, hvorimod en bøde ved en konkurs er efterstillet andre krav”, siger Søren Aamann Jensen.

Han har af skifteretten fået frist til medio maj til at fremlægge et endeligt forslag til en rekonstruktion, som derefter skal godkendes af kreditorerne og skifteretten.

”Små uregelmæssigheder”

Virksomhedens overtrædelser af konkurrenceloven daterer sig fra 2009, hvor der i to tilfælde er udvekslet priser med konkurrenter - i det ene tilfælde ved en tagentreprise for en andelsboligforening i Valby, i det andet ved daginstitutionsbyggeri for Københavns Kommune.

Direktør Jan Kjær kalder forseelserne for ”små uregelmæssigheder” og mener, at bøden er alt, alt for stor.

”I det ene tilfælde har jeg i forbindelse med en hovedentreprise udvekslet priser med en anden entreprenør, som har fået vores tømrerpris og vi har fået hans murerpris, men hovedentreprisen bestod af i alt seks entrepriser og vi kendte ikke den samlede pris. Det er ikke kartel, og jeg tvivler på, at det er ulovligt, og hvis det er, så er vi helt nede i småtingsafdelingen. Jeg ville gerne have prøvet både skyldspørgsmålet og bødeniveauet ved domstolene, men det ønsker rekonstruktøren desværre ikke”, siger Jan Kjær.

Tusindsvis af mails

Jan Kjær oplyser, at Bagmandspolitiet har gennemgået tusindvis af mails og korrespondance gennem syv-otte år uden at finde andet ”to procedurefejl”.

Søren Aamann Jensen bekræfter, at han på kreditorernes vegne har afvist at prøve sagen ved retten.

- Min opgave er at få mest muligt til kreditorerne, og derfor vil vi ikke afholde omkostninger til at føre en sag, hvor bøden måske i bedste fald kan blive reduceret til 500.000 kroner. En sådan indsats står ikke mål med hvad der kan komme ud af den, siger Søren Aamann Jensen.

Siden sidste efterår er virksomhedens aktiviteter sket gennem datterselskabet Kjær & Lassen Entreprise A/S.

Fakta
Kartelsagen blev opdaget i 2010 ved kontrolundersøgelser hos fem virksomheder.
Siden blev sagen anmeldt Bagmandspolitiet.

Artiklen er en del af temaet Fokus på byggekartel-sagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.13