23948sdkhjf

Danske Anlægsgartnere er i dialog med KL

På et møde med KL har Danske Anlægsgartnere sat udfordringer med virksomhedsoverdragelse på dagsordenen, og dialogen fortsætter, lyder det
Danske Anlægsgartnere arbejder på at komme udfordringer ved virksomhedsoverdragelse til livs

I den forbindelse har organisationen holdt et møde med juridiske repræsentanter i Kommunernes Landsforening (KL).

Siden oktober 2014 har branche- og arbejdsgiverforeningen arbejdet på et branchenotat, der indeholder forslag til, hvilke informationer, der altid bør oplyses, når virksomhedsoverdragelse er på tale.

Flere medlemsvirksomheder har budt ind, og nu har punkterne været forbi KL, efter at Inge Buhl, konsulent i KL’s juridiske kontor, i Licitationen - Byggeriets Dagblad åbnede op for at tage en snak.

En åbning, som Michael Petersen, direktør i Danske Anlægsgartnere nu har gjort brug af.

”Det var et ganske udmærket møde, hvor vi fik en afklaring på, hvilken vej vi skal gå for at komme videre”, siger han og påpeger, at branche- og arbejdsgiverforeningen skal forbi de kommunale tekniske chefer.

”Det er dem, vi skal spare med. I KL-regi er det dem, der har en aktie i det her”, siger Michael Petersen.

Møder er på vej

Kontakten til de tekniske chefer er endnu ikke etableret, men det er næste skridt på dagsordenen, lyder det fra Michael Petersen, der samtidigt fremhæver, at et fælles møde i Den Grønne Tænketank er i tankerne, så de grønne aktører sammen kan udforme et skriv, KL kan arbejde videre med i deres afdeling tilknyttet udbudsportalen.

På den måde er forhåbningen, at anbefalingerne til forbedringer på området kommer så mange parter som muligt til gode, lyder det.

Sagen kort
Tilbage i januar stod LK Gruppens tidligere direktør, Lars Knudsen, frem i Licitationen - Byggeriets Dagblad og pegede på en række oplevede udfordringer ved virksomhedsoverdragelse. Udfordringer, som både Håndværksrådet og Danske Anlægsgartnere har nikket genkendende til.

Danske Anlægsgartnere har siden oktober 2014 arbejdet på et branchenotat, som flere medlemmer har bidraget til. Branchenotatet kommer med forslag til procesforbedringer og hensigten har været at tage den med på dagsordenen i Den Grønne Tænketank for at skabe en positiv debat med de offentlige aktører på det grønne område. Et punkt, som er blevet taget godt imod af flere af repræsentanterne i tænketanken.

Den 30. januar 2015 kommenterede Inge Buhl, konsulent i KL’s juridiske kontor desuden, at KL gerne vil tage en snak med Danske Anlægsgartnere, hvis de tager kontakt. En opfordring, som Michael Petersen, direktør i Danske Anlægsgartnere, har taget til sig, og mødet mellem de to parter har nu fundet sted. Næste skridt bliver at involvere de kommunale tekniske chefer og dernæst afholde et fælles møde i Den Grønne Tænketank, så partnerne sammen kan udforme et skriv, KL kan arbejde videre med i deres afdeling tilknyttet udbudsportalen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.237