23948sdkhjf

Konkurrence om nyt sygehus kan starte

Konkurrencen om at tegne Nyt Hospital Nordsjælland går nu i gang. Der er lagt op til at tænke nyt og utraditionelt
Regionsrådet i Region Hovedstaden har nu godkendt det materiale, som syv arkitektteam har set frem til, siden de kort før jul blev udvalgt til at deltage i konkurrencen om en helhedsplan for Nyt Hospital Nordsjælland i Hillerød.

Konkurrencematerialet har titlen "This is it – your blank canvas" eller oversat “Her er det, dit tomme lærred/den bare mark" og hermed er der lagt op til kreative løsninger med særlig vægt på innovation og bæredygtighed.

- Vi efterspørger en visionær arkitektonisk løsning, der først og fremmest skal være patienternes hospital. Vi har et fantastisk godt udgangspunkt og glæder os meget til at se de kreative bud på fremtidens hospital. Vi har på den ene side den ubebyggede mark – vores blanke lærred. Og på den anden side syv arkitektteam, sammensat af nogle af de mest kreative hjerner inden for branchen, siger hospitalsdirektør og bygherre for Nordsjællands Hospital Suzanne Aaholm.

En række standarder

Nyt Hospital Nordsjælland er et af de seks hospitaler i Region Hovedstaden, som opføres for penge fra den såkaldte Kvalitetsfond, der finansieres af regering og regionerne i fællesskab.

Til Nyt Hospital Nordsjælland er der afsat 3,8 mia. kroner til byggeri af cirka 128.000 kvm ved Overdrevsvejen syd for Hillerød. I betingelserne for at bygge, er der fra statslig og regionalt hold fastlagt en række standarder for hospitalet, som skal overholdes.

- Et hospital har et utal af funktioner og består af mange og komplekse forhold, der skal passe sammen. Den sundhedsfaglige standard og kvalitet står ikke til diskussion. Derimod efterspørger vi bud på, hvordan arkitekturen, logistiske løsninger og materialevalg kan løses, så det understøtter dét, et hospital først og fremmest skal være, et hospital for patienter og pårørende og de mange medarbejdere, der skal bruge mange timer på stedet, forklarer projektdirektør Henrik Schødts fra Nyt Hospital Nordsjælland.

Nye koncepter

På det eksisterende Nordsjællands Hospital er forarbejdet for alvor ved at begynde i form af analyser, undersøgelser og afprøvninger af nye koncepter for blandt andet logistik, arbejdsgange og organisering.

- Vi har otte år til at undersøge og afprøve nye muligheder på vores eksisterende hospital, inden vi flytter ind i nye omgivelser. Det arbejde er vi allerede i gang med. Vi skal som bygherre være præcise på, hvad vi vil kræve af vores kommende samarbejdspartnere, arkitekten og entreprenøren, siger Suzanne Aaholm.

Til september udpeger bedømmelseskomiteen med Kirsten Lee (R) som formand en-tre vindere, der skal forhandles med, inden den endelige vinder kåres i marts 2014.

Det nye hospital åbner dørene for de første patienter i efteråret 2020.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078