23948sdkhjf

Staten lytter til kritik

Bygningsstyrelsen har ændret og genudbudt et OPP-kontorknudepunkt på Kalvbod Brygge
To konkurser og en prækvalificeret, som trak sig på grund af udbudsbetingelserne, førte til en aflysning af et OPP-projekt om et nyt 41.000 kvm stort kontorknudepunkt på Kalvebod Brygge i København. Bygningsstyrelsen har netop genudbudt kontorknudepunktet, og det skal stadig opføres som et offentlig-privat partnerskab.

- OPP har hele tiden været vores foretrukne model til byggeriet af kontorknudepunktet. Markedssituationen ændrede sig undervejs til ikke at være tilfredsstillende, og derfor valgte vi at annullere udbuddet for derefter at igangsætte et nyt udbud, siger Signe Primdal Kæregaard, der er kontorchef i Bygningsstyrelsen.

Betingelser ændret

Som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har fortalt, var en af hovedårsagerne til, at en af de prækvalificerede valgte at trække sig, at Bygningsstyrelsen ikke var forpligtet til at overtage byggeriet efter kontraktens udløb. Det er nu ændret.

- I forbindelse med genudbuddet har vi valgt at ændre nogle af betingelserne. Vi har blandt andet ændret exit-modellen for OPP-projektet til en model med såkaldt krydsende optioner, hvor der ved OPP-kontraktens ophør er en gensidig købs- og salgsforpligtelse, siger Signe Primdal Kæregaard.

I det tidligere udbud havde Bygningsstyrelsen forkøbsret på byggeriet, men var ikke forpligtet til at købe det. Nu skal Bygningsstyrelsen købe kontorknudepunktet, hvis den private leverandør ønsker at sælge, og samtidig er leverandøren forpligtet til at sælge byggeriet, hvis Bygningsstyrelsen ønsker at købe det.

- I forhold til den nuværende markedssituation, har vi vurderet, at vi kan tiltrække flere pensionskasser og andre finansielle investorer til projektet ved at ændre exit-modellen, siger Signe Primdal Kæregaard.

Bygningsstyrelsen har også valgt at lytte til og ændre et af de andre kritikpunkter, der var fremme i forbindelse med det tidligere udbud.

- Samtidig har vi valgt at ændre risikofordelingen for eventuelle udgifter til forurenet jord. I det nye udbud vil risikoen for udgifter i forbindelse med jordforurening ligge hos Bygningsstyrelsen, når der er tale om udgifter, som man ikke ud fra det tilgængelige materiale kunne forudse, fortæller Signe Primdal Kæregaard. I det gamle udbud var risikofordelingen 50/50.

Taget ved lære

Dansk Byggeri hilser det velkomment, at Bygningsstyrelsen har valgt at ændre exit-modellen og risikofordelingen vedrørende jordforurening.

- Med det forbehold, at vi endnu ikke har set det fulde udbudsmateriale, indikerer det, at Bygningsstyrelsen har taget ved lære af de tilbagemeldinger, der er givet ved det aflyste udbud, når de har ændret to af de væsentlige kritikpunkter, siger direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen.

Om ændringen af betingelserne i det nye udbud vil tiltrække flere bydende, vil tiden vise.

- Ændringerne gør i hvert fald udbuddet mere attraktivt, men jeg tror, at de ville få endnu flere bud, hvis de valgte en totalentreprise med en driftsaftale. Ved en sådan model kunne styrelsen også få nogle af de samme fordele som OPP-modellen giver, eksempelvis valg af til at starte med dyrere løsninger, som holder i længere tid, siger Michael H. Nielsen.

Züblin, som sammen med den britiske investeringsfond Barclays var en af de prækvalificerede aktører til det aflyste udbud, ønsker ikke at kommentere, om udbuddet med ændringerne er mere attraktivt end det første.

- Vi er lige nu ved at vurdere, om vi vil anmode om prækvalifikation, og før vi eventuelt har set hele udbudsmaterialet, vil jeg ikke kommentere det, siger direktør i Züblin Jens-Henrik Nicolaisen.

De tre øvrige prækvalificerede var MT Højgaard og Deas, Sjælsø, E. Pihl & Søn og Kemp & Lauritzen.

Færdigt i 2017

Bygningsstyrelsen forventede oprindeligt, at det nye kontorknudepunkt stod klar i midten af 2017.

- Det er klart, at annulleringen og genudbuddet betyder en mindre forsinkelse af projektet, men vi forventer fortsat, at vi vil have et nyt byggeri i løbet af 2017, siger Signe Primdal Kæregaard.

Fristen for at anmode om prækvalifikation er 27. november, og styrelsen forventer at prækvalificere fem. Bygningsstyrelsen vil den 1. november klokken 14 holde et orienteringsmøde om OPP-projektet, hvor interesserede kan komme og stille spørgsmål til projektet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094