Henning Larsens Architects og Siemens Windpower er to af de virksomheder, der i går blev hædret, da Danmarks eksportkanon blev præsenteret af Handels- og Europaminister, Nick Hækkerup (S). Danmark har dermed i går i den gamle børsbygning i København fået en kanon over landets største eksportbedrifter siden 1989. Den indeholder 30 danske virksomheder, der i alt omsætter for mere end 850 mia. kr. om året og beskæftiger flere end 75.000 herhjemme. Kanonen skal inspirere flere virksomheder til eksport ,og giver 95 konkrete råd til, hvordan man får succes på eksportmarkederne.
- Hver gang vi kan øge eksporten med én mia., skaber det 700 arbejdspladser herhjemme. Derfor skal vi have flere virksomheder med på eksportvognen, sagde Nick Hækkerup.