23948sdkhjf

Ny import fra halvdelen af deltneddeler-duo

Komi Contractor Supply på Amager satser på ny linje fra giganten Lindner
Det gik ikke ubemærket hen på Amager, da to tyske producenter af neddelingsanlæg besluttede at gå hver til sit. Direktør Jørgen Komi hos Komi Contractor Supply havde aftale med virksomheden Arjes om dansk import af neddelerne. Men da neddeler-duo’en i Tyskland delte sig, valgte Jørgen Komi firmaet Arjes fra.

- Den ene af de to ejere af Arjes startede hos Lindner-koncernen, som godt kunne se en fidus i at sikre sig en erfaren specialist. Derfor har Lindner benyttet lejligheden til at starte en ny neddeler-linje. Og jeg har så valgt de nye neddelere fra Lindner, fortæller Jørgen Komi.

- Jeg fandt nok for lidt seriøsitet hos Arjes. Der blev hele tiden lavet ændringer på maskinerne, og virksomheden var ikke stabil med reservedele og sliddele. Faktisk har vi været nødt til at lave dele selv og justere maskiner på vores eget værksted. Det kører langt bedre med Lindner-maskinerne, siger Jørgen Komi.

På demo-tur

Tilsyneladende er det ikke kun importøren, der sætter positive flueben ud for Lindner-neddelerne. Jørgen Komi har været en tur rundt med en demo-maskine fra den nye producent. Den har også overrasket de potentielle kunder positivt.

- Vi har netop fået ordre på en stor neddeler og en stjernesigte til behandling af affaldstræ. Lindner-neddelerne er langsomtgående og kan knuse alt. Det er allround-maskiner. Modellen Lindner Uraco 75 PowerLine kan neddele cirka 30 tons i timen. Der er så også en større model 95, som knuser alt. Også biler, fortæller Jørgen Komi.

Det motormæssige overlader Lindner til enten Scania eller Caterpillar. Uanset hvilket motor-fabrikat, kunden ønsker, er der tale om en Tier 4-motor med nyeste miljøteknologi.

Også Sverige

Jørgen Komis agentur-aftale med Lindner begrænser sig i øvrigt ikke kun til Danmark. Den omfatter også forhandling af neddelerne i Sverige. Planen er, at Komi Contractor Supply på det svenske marked vil udvide med andre produkter inden for entreprenørgrej.

- Lindner producerer i øjeblikket tre-fire neddelere om måneden. Men koncernen har stor erfaring i knusning. Før linjen med neddelere blev startet, havde Lindner i forvejen en stor produktion af knusere til granulering af papir, pvc og andre materialer. Nu er den tidligere medejer af Arjes, Gerhard Bull, så rykket ind som chef for den nye produktion af neddeler og stjernesigter, siger Jørgen Komi.

Komi Contractor Supply, som Jørgen Komi i det daglige forkorter til KCS, har blandt andet også finske Tamtron-vægte på programmet. Det finske vejesystem kan monteres på læssemaskiner, lastbiler, gaffeltrucks, kraner og palleløftere.

Fra gummigeden

- Med Tamtron er det faktisk muligt at fakturere direkte fra gummigeden. Vi har da også leveret vægte til samtlige NCC-grusgrave, fortæller Jørgen Komi.

Det er syv år siden, han overtog det, der dengang blot var et reparationsværksted for RGS 90 på Selinevej på Amager. RGS 90 står for Råstof- og Genanvendelsesselskabet af 1990. Det er Skandinaviens største miljøvirksomhed, som så blev overtaget af DSV.

- Jeg var ansat som mekaniker på værkstedet og blev spurgt, om jeg var interesseret i at overtage det. Det gjorde jeg så, og siden har vi udvidet med agenturer på blandt andet vejesystemer, grave-/læsseskovle og altså også neddelere, siger direktør Jørgen Komi.

I dag har Komi Contractor Supply 15 mand på værkstedet og syv servicevogne. Værkstedet tager sig af reparation af alle typer entreprenørmateriel.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109