Byggenyt
NEXØ: Byggeriet af en ny stor børnehave i Nexø kan snart begynde, efter at Teknik- og Miljøudvalget på sit møde forleden indstillede, at man forsætter med den lokalplanlægning, der skal muliggøre byggeriet.
Det er en stor børnehave med plads til cirka 120 børn, der er på vej. Børnehaven bliver 800-1.000 kvm stor, og den udformes muligvis med én stor og nogle få mindre bygninger, fortæller Bornholms Tidende.
GUDHJEM: Plejecenter Klippebo i Gudhjem skal ombygges for 5,2 mio. kroner, skriver Bornholms Tidende. Ombygningen omfatter en udvidelse af fællesarealerne og tilbygning af to nye lejligheder.
Lejerbo, der ejer Klippebo, har længe ønsket at forbedre forholdene og har bedt Steenbergs Tegnestue om at projektere den forestående ombygning.
REGION SJÆLLAND
SANDVED: Grønbrohallen i Sandved mangler plads og vil gerne bygge ud. DGI-huse og haller har lavet et forslag til, hvordan hallen kan udvides med mødelokaler og flere faciliteter omkring Grønbrohallen med klatring, træningsredskaber, løbebaner, kajakhotel, tennisbaner, og meget andet. Det er et projekt til godt 15 mio. kroner. Det fortæller Sjællandske.
Sandved-Tornemark IF er initiativtager til projektet, og herfra vil man forsøge sig med at søge diverse fonde og andre om støtte til en udbygning.
AGERSØ: En idégruppe har søgt Slagelse Kommune om lov til at realisere en plan om at opføre et privat plejehjem - Hjertehjemmet - på ejendommen Egholmvej 23 på Agersø, hvor der hidtil har været campingplads.
Hjertehjemmet beskrives som et plejecenter til 20 beboere med mulighed for udvidelse. Det skal udover boliger indeholde haver, fællesrum, spiseområder og værksteder. Byggeriet skal centrere sig om en indre gårdhave og i alt være på 1.210 kvm i én etage, skriver Sjællandske.
Gruppen har imidlertid søgt om tilladelse til at realisere projektet uden at være klar over, at Slagelse Kommune selv bygger flere plejehjemspladser i Slagelse, hvilket betyder, at gruppen skal uden for kommunegrænsen for at skaffe beboere til et plejecenter på Agersø. Så skal projektet realiseres, skal idegruppen omtænke projektet.
Slagelse Kommunes center for plan og erhvervsudvikling anbefaler politikerne at sætte planarbejdet i gang.
REGION SYDDANMARK
DARUM: Om ganske kort tid forventes håndværkere at rykke ind i Darum Præstegård for at rense den for skimmelsvamp. Alle vægge, gulve lofter skal væk, sådan at kun de rå mure og tagets konstruktion bliver bevaret. Derefter fjernes ethvert spor af svamp og så bygges det hele op igen. Menighedsrådet håber på, at den fredede præstegård står klar til indflytning til jul.
Der investeres omkring tre mio. kroner i at få kål på skimmelsvampen.
REGION MIDTJYLLAND
ULBJERG: Det er planen, at Ulbjerg Kultur- og Fritidscenter skal bygges ud næste år.
Centret har fået forhåndstilsagn om støtte fra Lokale- og Anlægsfonden, ligesom en bevilling på 100.000 kroner fra Viborg Kommune er i hus.
Byggeplanerne omfatter et nyt depotrum og et rum ovenpå dette, som blandt andet skal rumme et spinninglokale. I alt er udvidelsen budgetteret til 1,6 mio. kroner.