Store boligplaner for Fredericia er justeret
Fredericia skal vokse med mindst 20 hektar. Men siden finanskrisen har investorerne ikke ligefrem stået i kø. Nu er der et spinkelt håb om første spadestik i 2015
Ved et stort møde forleden, hvor mange var mødt op med spørgsmål til projekt FredericiaC på havnen, stod det klart, at finanskrisen har været hård ved transformationsprojektet, der blev søsat i 2007, men at der nu er optimisme at spore.
Målet er inden for de kommende år at få spaden i jorden til byggeri af både boliger og erhvervsejendomme.
1.000 nye boliger
Sigtet er at etablere ikke færre end 1.000 nye boliger og skabe 2.800 arbejdspladser, ifølge FredericiaC, der ejes af Realdania Byg og Fredericia Kommune.
I så stort et projekt er der naturligvis plads til ændringer og én af dem er, at man i stedet for at bruge den gamle tørdok udnytter de ekstra kvadratmeter til at bygge såkaldte fritstående punkthuse, lave boliger, der kan drejes, så alle beboere og naboer beholder udsigten til Lillebælt.
- Vi er i dialog med investorer og jeg tror, det er realistisk, at vi kan tage første spadestik i 2015, sagde direktør Mette Lis Andersen, FredericiaC, ifølge Fredericia Dagblad.
Ketchup-effekten
Projektchef Jens Christensen, FredericiaC, siger dog til Licitationen - Byggeriets Dagblad:
- Hvornår vi går i jorden er stadig baseret på et gæt. Men vi er optimister og status er jo, at siden udviklingsplanen tog fart, har vi arbejdet intenst med at detaljere planen til brug for salgsprospekter til købere og investorer.
Jens Christensen var glædeligt overrasket over det store borgerfremmøde, og han understreger, at jo mere konkret, man kan blive i forhold til, hvad man vil, jo lettere vil det være at få hul på ketchup-flasken", som han kalder det:
- Når først investorerne er blevet overbevist, vil der hurtigt komme fart i flere, forudsiger han.
Han bygger sin optimisme på den købsinteresse, der er til stede, og det arbejde, som de store spillere Realdania Byg og kommunen har lagt for dagen.
Han glæder sig desuden over, at de mange planer for den gamle tørdok nu er endt med ekstra kvadratmeter at bygge på.
Når dokken fyldes op, giver det udover boliger med udsigt også plads til et nyt torv omkring ophalerpladsen, der skal bevares og minde folk om værftsfortiden.
En ny kanal, der kan tiltrække investorer, til angiveligt 70 mio. kroner var også et emne på det store informationsmøde. Men her ryger FredericiaC ind i et Punkt 22", nemlig at der skal sælges grunde og samles penge ind til infrastruktur før man kan anlægge den kanal, der ifølge en tilhører kunne gøre området mere tiltrækkende for de købelystne.