Byggefagenes a-kasser vil stå for jobformidling
Der kan spares penge ved at give a-kasserne ansvaret for beskæftigelsesindsatsen i den første del af ledighedsperioden
Udspillet kommer fra Byggefagenes A-kasse, der har blandt andre malere og blikkenslagere som medlemmer. Forslaget kommer som bidrag til den igangværende debat om, hvordan man indretter et beskæftigelsessystem, der hurtigt skaffer de ledige i arbejde. Venstre har foreslået, at det skal være valgfrit for den ledige at vælge et jobcenter eller en anden aktør, mens SF har spillet ud med, at den arbejdsløse frit skal kunne vælge, om det er a-kassen eller jobcentret.
- Vi kan skabe det rette match mellem virksomhedens behov for arbejdskraft og den arbejdsløses personlige og faglige kvalifikationer. Derfor er det som regel os, arbejdsgiveren henvender sig til, når der mangler medarbejdere, siger Ib Hansen, formand for Byggefagenes A-kasse og næstformand i Malerforbundet.
Byggefagenes A-kasse foreslår, at det i den første halve år af ledighedsperioden alene er a-kasserne, som har ansvaret for beskæftigelsesindsatsen.
- De ledige skal hurtigt støttes og vejledes, så de finder et job, der svarer til deres kvalifikationen, og det gøres bedst i en fagligt funderet a-kasse med godt kendskab til medlemmerne, siger Søren Schytte, næstformand i Byggefagenes A-kasse og forbundssekretær i Blik- og Rørarbejderforbundet.
- Ikke mindst i byggefagene, hvor der i perioder sker hyppige jobskift og forekommer korte ledighedsperioder, er det en fordel, at det er a-kassen, der varetager den lediges interesse i den første del af ledighedsperioden. Vi har også kendskab til, hvilke kurser, den ledige kan have behov for for at matche arbejdsgivernes behov, siger Søren Schytte.
Undgår dobbeltarbejde
Arbejdsløshedskasserne har hidtil formidlet job til medlemmerne gratis, og det forestiller man sig ikke ændret.
- Det vil ikke være en voldsom øget arbejdsmæssig belastning, fordi jobformidling allerede i dag er en del af vores arbejde. Der er ikke umiddelbart behov for, at der følger penge med med mindre aktiveringsindsatsen følger med. Så er det en ganske anden sag, siger Søren Schytte.
A-kassen mener, at der kan spares penge og menneskelige ressourcer ved at undgå dobbeltarbejde, hvis a-kasserne får ansvaret for kontakten til de ledige i de første seks måneder. I dag afholder både jobcentre og a-kasser tusindvis af samtaler med de ledige hver tredje måned - og med stort set samme indhold.
Ekstra ressourcer
Byggefagenes A-kasse forestiller sig, at hvis medlemmet fortsat er ledig efter seks måneder skal jobcentret igangsætte tilbud og aktivering i samarbejde med den ledige og a-kassen.
El-fagets A-kasse bakker op om forslaget fra Byggefagenes A-kasse.
- Det har vi ønsket længe, og vi udfører arbejdet i dag ganske gratis for staten. Vi har ganske rigtigt en tæt forbindelse til arbejdsgiverne inden for vores fagområde, siger a-kasseleder Jørgen Have Poulsen.
Han tilføjer, at hvis a-kasserne får penge for formidlingsindsatsen vil det betyde ekstra ressourcer til en forstærket indsats for også at få de sidste ledige i arbejde.
Ganske gratis
I Københavns Kommune er der netop et samarbejde med en række a-kasser, som varetager kontakten med de nyledige medlemmer. En nyligt offentliggjort evaluering viser, at a-kasserne hverken er bedre eller dårligere end jobcentret til at få de ledige i arbejde.
- Evalueringen viser, at LOs a-kasser samlet set er lige så gode til at få folk i arbejde som jobcentrene. Og det er endda selvom a-kasserne gør arbejdet gratis for kommunen og på trods at voldsomme it-problemer i løbet af hele projektet, siger LO-sekretær Ejner K. Holst.
- Hvis der fulgte penge med og hvis computerne virkede efter hensigten - kan enhver sige sig selv, at resultatet ville blive endnu bedre. Samtidig ville der være flere ressourcer til at forbedre virksomhedskontakten, siger han.
Dansk Arbejdsgiverforening advarer imod at give a-kasserne ansvaret.
- Man kan ikke lade a-kasserne bestemme, hvad deres medlemmer skal gøre, hvis det samtidig er kommunen, der skal betale, siger DA-direktør Henrik Bach Mortensen til Berlingske.