23948sdkhjf

Skrappe lærlinge-krav kontrolleres

Omkring hver 20. beskæftiget ved Femern Bælt-anlægsarbejdet skal være lærling - og det kommer til at koste, hvis forholdet ikke respekteres
De ni store internationale entreprenørkonsortier, der er prækvalificeret til at deltage i den videre udbudsproces om de fire kæmpekontrakter på Femern-forbindelsen, er inviteret til et opstartsmøde tirsdag den 27. august i Femern A/S’ hovedkontor.

Her vil de blive orienteret om kontraktvilkårene - herunder også, at der stilles krav om et vist antal lærlinge. I første omgang bliver det en mundtlig orientering, hvorefter kontraktdokumenterne umiddelbart efter sendes til alle konsortier.

Belært af erfaringerne fra blandt andet det københavnske metroprojekt bliver der tale om meget håndfaste krav, som bygherren også vil kontrollere bliver overholdt.

- Der bliver ikke tale om frivillige aftaler, men om specifikke krav på alle de områder, hvor der med rimelighed kan ansættes lærlinge. Det er vores forventning, at der i Femern Bælt-projektets byggeperiode på cirka seks et halvt år kan ansættes lærlinge svarende til op til 500 mandeår i alt, siger Claus F. Baunkjær, adm. direktør i Femern A/S.

Som udgangspunkt skal fem procent eller hver 20. beskæftigede være lærling eller elev. Der kan dog være visse arbejder, hvor det ikke er muligt at håndhæve den overordnede målsætning - eksempelvis på dykkerarbejde.

Løbende kontrol

Entreprenørerne skal dokumentere, at de har det aftalte antal lærlinge ansat, og at der er tale om godkendte og reelle lærlingeforløb.

- Vi vil løbende – måned for måned – følge og føre regnskab med entreprenørernes ansættelse af lærlinge under byggeriet, således at vi kan gribe ind straks, hvis de ikke overholder kontrakterne. Vi vil med andre ord ikke bare vente til byggeriet er overstået, før vi gør regnskabet op, siger Claus F. Baunkjær.

Ud over at Femern A/S i kontrakterne sikrer sig mulighed for kontrol med entreprenørerne, bliver der også indskrevet sanktioner, hvis lærlingekravene ikke overholdes.

- Vi vil sørge for, at kontrakterne sikrer, at vi kan ramme entreprenørerne på pengepungen, hvis de ikke nøje overholder aftalerne om lærlinge. Det redskab skal vi have klar, hvis entreprenørerne ikke retter ind som forudsat, siger Claus F. Baunkjær.

Femern A/S oplyser, at der efter tilbudsgivningen næste forår kommer en dialogfase, hvor entreprenørerne blandt andet skal redegøre for, hvorledes de vil leve op til lærlinge-kravet.

Femern A/S har samarbejdet med Dansk Byggeri og 3F om mulighederne for at sikre nogle af de mange unge uden praktikplads en læreplads ved det store anlægsprojekt.

Accepterer kravet

Dansk Byggeri er principielt modstander af sociale klausuler, men har bøjet sig for det politiske krav om sociale klausuler på Femern-byggeriet og har derfor søgt indflydelse gennem samarbejde med bygherren.

- Når Femern A/S nu vil have sociale klausuler, er det efter hvad vi har hørt en fornuftig model, som tæller eksisterende lærlinge med. Det er samtidig også fornuftigt, at der lægges op til dialog mellem bygherre og entreprenører om, hvad der er realistisk. Vi mener, at fem procent lærlinge lyder fornuftigt, når der er tale om et anlægsprojekt, siger afdelingschef Louise Pihl, Dansk Byggeri.

I 3F er der stor tilfredshed med de kontante krav fra Femern-bygherren.

- Vi har ikke set den konkrete udformning endnu, men jeg er ganske fortrøstningsfuld, fordi der er tale om en meget professionel bygherre, der har gjort et godt og fornuftigt forarbejde. Vi havde gerne set, at 10 procent skulle være lærlinge, men fem procent er også fint set i lyset af arbejdets karakter, siger uddannelseskonsulent Steen Boesen fra Byggegruppen i 3F.

Det er blandt andet en af målsætningerne, at de kommende praktikcentre kan være med til at sikre de udenlandske entreprenører lærlinge i kortere praktikforløb.

Allerede i år

De første lærlinge vil få glæde af de sociale klausuler allerede sidst på året, når de første af en række fremrykkede anlægsinvesteringer går i gang på Lolland.

Folketinget har givet mulighed for at fremrykke investeringer for op til 700 mio. kroner fra 2015-16 med to år. Dansk Byggeri vurderer, at det kan give op til 400 arbejdspladser allerede i år og 800 næste år.

De fremrykkede aktiviteter drejer sig i første omgang om anlæg af to mindre veje ved Rødbyhavn med tilhørende etablering af vandforsyning og kloakering. Siden følger blandt andet hovedvandforsyning til tunnelbyggepladsen, etabelring af ny pumpestation, cykelbroer og stier.

De første af de fremrykkede aktiviteter er udbudt. Også her er kravet, at fem procent af de beskæftigede skal være lærlinge.

Den seneste praktikpladsstastik viser, at godt 2.600 unge mangler en praktikplads i byggeriet. Knap 1.700 fortsætter dog deres uddannelse i skolepraktik.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094