Anlægsloftet bør lempes
Sund fornuft at lade kommunerne bygge, siger Dansk Byggeri og BAT-kartellet
Baggrunden er dels dystre beskæftigelsesudsigter, dels at kommunerne har både penge og grydeklare opgaver.
Regeringens aftale med kommunerne begrænser kommunernes samlede anlægsinvesteringer til 16 mia. kroner i år eller fire mia. kroner mindre end sidste år.
- Det er absurd, at kommuner med penge til at løse påtrængende opgaver som et hul i taget på egne bygninger, skal udsætte arbejdet i et år med fare for at forholdene bliver både værre og dyrere. Der er masser af ledige håndværkere, og derfor er der økonomisk fordel ved at lave arbejdet nu, siger Gunde Odgaard, sekretariatschef i BAT-kartellet.
Seniorøkonom i Dansk Byggeri Finn Bo Frandsen er enig.
- Der er sund fornuft i at lempe anlægsloftet. Det er økonomisk optimalt for kommunerne og dermed samfundsøkonomien at udføre arbejdet nu, hvor der er ledig kapacitet, siger han.