23948sdkhjf

Eksport af byggevarer halter fortsat bagefter

Byggevareeksport finder lyspunkter i Tyskland og Norge
Den danske byggevareeksport halter fortsat bagefter, men branchen er i stand til at finde lyspunkter.

Der er tale om tilbagegang i andet kvartal 2013 på 3,3 procent i forhold til samme kvartal sidste år. På årsbasis er tilbagegangen på 5,9 procent. Det viser en opgørelse, som Dansk Byggeri har foretaget.

- Man skal grave lidt i tallene for at finde lyspunkter, men de er der, og generelt er der grund til forsigtig optimisme. Trøsten er, at vores hovedmarkederne klarer sig moderat til godt i modsætning til for eksempel de sydeuropæiske økonomier, siger Per Thomas Dahl, branchedirektør i Danske Byggematerialer.

Et af lyspunkterne er det seneste kvartals udvikling i eksporten til det suverænt største eksportmarked Tyskland. Efter et meget svagt første kvartal er der i andet kvartal en vækst på hele 23 procent. Det er især eksport af jern- og stålkonstruktioner anvendt til byggeriet, der trækker fremgangen.

- Det er svært at sige, hvorfor det vender så markant i andet kvartal, og jeg vil gerne se tallene for tredje kvartal, før jeg tør kalde det en tendens. Konjunkturerne i Tyskland har været nogenlunde stabile under krisen, men vi har tabt markedsandele og altså ikke været i stand til at få mere af det kæmpestore marked. Tyskland er vores absolut største marked og også her, der er det største potentiale, så det er vigtigt, at virksomhederne fortsat fokuserer på Tyskland, siger Per Thomas Dahl.

På årsbasis er den danske byggevareeksport til Tyskland faldet med 0,4 procent.

Tilbagegang i Sverige

Et andet lyspunkt er Norge, der på trods af et beskedent dyk i andet kvartal, har fremgang på 12 procent på årsbasis. Tendensen er positiv, og mange danske virksomheder har ifølge Danske Byggematerialer taget det norske marked til sig - næsten som et hjemmemarked.

Derimod er det svenske marked vigende. Det seneste år er eksporten af byggevarer faldet med 6,5 procent og i andet kvartal alene med 17 procent.

- Krisen har ramt Sverige senere end i Danmark, men den svenske økonomi er langsomt ved at komme sig, og der forventes vækst i de samlede byggeinvesteringer i 2013-14. Det er fortsat et stort marked, og det er vigtigt for danske virksomheder at holde fast i Sverige som eksportmarked, mener Per Thomas Dahl.

Også eksporten til Storbritannien viser fortsat fald for den danske byggevareeksport.

- Generelt skal vi fastholde vores strategi om fokus på nærmarkedet, det vil sige Norden og Tyskland. Det vil give mest på kort sigt. På længere sigt bør Storbritannien, USA og måske Kina være interessante markeder, men det kræver et noget længere strategisk arbejde, siger Per Thomas Dahl, som også mener, at eksport til de øvrige stærkt vækstende BRIKS-lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) generelt ikke ligger lige for.

Den samlede danske byggevareeksport i andet kvartal i år beløb sig til 9,9 mia. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125