23948sdkhjf

Et dansk mesterværk i New York

FN’s generalsekretær Ban Ki-moon indviede i torsdags den særlige Formynderskabsrådssal i FN’s hovedkvarter i New York
I 1950 fik den danske arkitekt Finn Juhl en helt særlig opgave. Han blev udpeget til at stå for indretningen af den ene af de tre store mødesale i den nye FN-bygning, der var under opførelse i New York, den særlige Formynderskabsrådssal.

Da salen åbnede i 1952, stod det klart, at Finn Juhl havde løst opgaven mesterligt. Han havde skabt en totalindretning af rummet, hvor enhver detalje, enhver farve og ethvert møbel indgik i en fuldendt helhed

Men de næste mange års brug gik hårdt ud over den helhed, Finn Juhl havde skabt. Blandt andet blev salen ombygget i 1964 og 1977, som følge af at antallet af medlemslande i FN voksede, og Finn Juhls indretning af salen blev stærkt forandret.

Tæt samarbejde med FN

Derfor var det også en unik mulighed at genskabe salen i Finn Juhls ånd, da FN i 2008 stod over for en totalrenovering af hele sit hovedsæde.

I torsdags kunne FN’s generalsekretær Ban Ki-moon så indvie salen, der har været lukket siden 2010.

Kulturministeriet og Udenrigsministeriet har samarbejdet tæt med FN om at genskabe salen i overensstemmelse med Finn Juhls oprindelige tanker. Samtidig er salen fornyet med en række møbler tegnet specifikt til rummet af den danske designduo Kasper Salto og Thomas Sigsgaard.

Unikt samarbejde

Salen står nu igen som et dansk arkitektonisk mesterværk, der lader FN’s mange brugere og besøgende opleve det bedste af dansk arkitektur og møbeldesign.

- Finn Juhl skabte for over 60 år siden en enestående indretning af Formynderskabsrådssalen i FN. I dag kan vi nu opleve en sal, der rummer det bedste fra Juhls indretning i kombination med nyt dansk design. Indretningen er resultatet af et unikt samarbejde mellem Danmark og FN og bygger på bæredygtigt design med et demokratisk formål for øje. Jeg håber, at FN’s mange brugere og besøgende vil glæde sig over den i mange år fremover, siger kulturminister Marianne Jelved (R).

Dansk kulturarv

Restaureringen af Formynderskabsrådssalen er sket med støtte fra Kulturministeriet, Udenrigsministeriet og Realdania. Primært for at sikre et enestående stykke dansk kulturarv i New York.

- Finn Juhl har en helt speciel plads i dansk design- og arkitekturhistorie, og Formynderskabsrådssalen i FN-bygningen er efter vores opfattelse et dansk design- og arkitekturklenodie i topklasse placeret i et af verdens absolutte centre. For Realdania har det derfor været naturligt at bidrage til genskabelsen af salen med det oprindelige gulvniveau og den hesteskoformede opstilling af borde og stole – og dermed sikre denne unikke perle for eftertiden, siger adm. direktør i Realdania Flemming Borreskov.

Formynderskabsrådet, som holdt til i salen, er ikke længere i funktion, og salen bruges derfor i dag til møder og arrangementer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112