Lockout giver AMU-centre milliontab
Lærernes lockout har været dyr for AMU-centrene, og de vil fortsat tabe penge et stykke tid endnu
- Vi har mistet omkring otte mio. kroner i alt på de fire uger, og det vil vare noget tid, inden vi er fuldt op at køre igen. I maj måned forventer vi eksempelvis måske kun at nå halvdelen af vores normale indtægter, siger direktør Peter Thomsen fra AMU Nordjylland.
AMU Vest melder om et driftstab på fire mio. kroner. Uddannelsesinstitutionen har endnu ikke taget stilling til, om driftstabet vil betyde fyringer.
- Vi holder ekstraordinært bestyrelsesmøde den 3. maj, hvor vi vil kigge på en genopretningsplan, og hvor vi også vil tage stilling til, hvad vi skal gøre for at indhente tabet på de fire mio. kroner, siger direktør Torben Pedersen.
AMU Fyn har ikke gjort driftstabet for de fire uger endeligt op endnu, men forstander Ove Dalby oplyser, at tabet mindst ligger på en mio. kroner om ugen.
Mister kunder
Frygten for at have mistet kunder dukker op hos AMU-centrene i kølvandet på lockouten:
- Konsekvensen har været, at vi har måttet aflyse aktivitet for en frygtelig masse kursister, og vi har tabt en række kunderelationer. En række af vores store kunder har vi nu ikke kunnet hjælpe i fire uger. De har selvfølgelig fundet andre løsninger i den periode, og det er ikke sikkert, at de lige vender tilbage igen. Det tabte marked skal vi til at indhente igen, siger Torben Pedersen.
På AMU Fyn er man dog overbevist om, at kunderne vil vende tilbage igen.
- På grund af den kvalitet, vi kan tilbyde på AMU-centrene, er jeg sikker på, at den kundeandel, vi har mistet under lockouten, vil vende tilbage på længere sigt. Nogle af de tilbagemeldinger, vi har fået fra kunder, der har fundet andre løsninger, har været, at kurserne andre steder ikke har været det samme, siger Ove Dalby.
De tre AMU-centre starter alle op igen på fuld kraft i denne uge, og senest i morgen vil alle centrene være i fuld gang med at undervise. De hårdest ramte, som eksempelvis står med et job på hånden, og kun mangler et kursusbevis, vil blive prioriteret højest, men det betyder ikke, at de allerede planlagte kurser nødvendigvis bliver aflyst. AMU-centrene vil indkalde alle timelærere og forsøge at få afviklet så meget undervisning som muligt - endda også i aftentimerne, hvis det bliver nødvendigt.
Ikke meget i fokus
Konsekvenserne for AMU-centrene har ikke været meget i fokus under lockouten, og det var heller ikke tilfældet, da regeringsindgrebet blev præsenteret på et pressemøde i Statsministeriet fredag formiddag. Kun to gange blev AMU-kurserne nævnt kort.
- Der er også mange på ungdoms- og voksenuddannelserne, der er blevet berørt. Sosu-skolerne og AMU-centrene har været nødt til at aflyse eksamener og kurser, og det har for nogen betydet, at nogen har fået et længere uddannelsesforløb, og at man ikke har kunnet komme i gang med et job, sagde Helle Thorning-Schmidt (S), mens undervisningsminister Christine Antorini (S) sagde:
- Der er også andre uddannelsesområder, der har været berørt af konflikten. Der vil det være de enkelte institutioner inden for det her felt, der har hovedansvaret for at vurdere, om der skal afholdes erstatningsundervisning og også, hvordan man vil tilrettelægge de eksamener, der har været udskudt på grund af konflikten. Det er selvfølgelig noget, vi i Ministeriet for Børn og Undervisning er i tæt dialog med de pågældende uddannelsesinstitutioner om, hvordan det kan tilrettelægges.
På onsdag skal AMU-centrenes økonomiske situation drøftes.
- Vi har en aftale med ministeriet om at have en drøftelse 1. maj omkring den økonomiske situation på AMU-centrene oven på konflikten, og så må vi se, hvad der sker der, siger Torben Pedersen.
Påvirker udvikling
Hvis ikke der findes en ordning for AMU-centrene i form af eksempelvis lån eller kompensation, kan lockouten få konsekvenser for kvaliteten fremover.
- Det millionstore tab, vi har haft, lægger nogle begrænsninger på, hvad vi kan gøre i fremtiden blandt andet investeringsmæssigt. Det bremser vores udvikling, siger Ove Dalby.
AMU Fyn har blandt andet planlagt at sætte ekstra fokus på bygge- og anlægsbranchen, fordi Odense Kommune frem til 2020 har store investeringer på området.
- Vi har blandt andet planer om at udvide vores hal endnu mere, fordi vi gerne skulle kunne imødekomme den store efterspørgsel, vi forventer vil komme inden for kloak- og struktørområdet. Det er et projekt til flere mio. kroner, og derfor bliver vi nok nødt til at tænke os om endnu engang, siger Ove Dalby.