23948sdkhjf

Kloakering - et oplagt arbejdsområde

Maskinstationernes naturlige og oprindelige marked er blevet betydeligt mindre, og mange maskinstationer må derfor se sig om efter nye arbejdsområder. Kloakering er et naturligt valg
Entreprenørbranchen er ifølge Peter Hjortdal Andersen, uddannelsesleder på kloakmester-, GVS-mester- og nedriveruddannelsen på Learnmark Horsens, et oplagt område for maskinstationerne. Strukturudviklingen i landbruget gennem de seneste årtier har skabt store udfordringer for maskinstationsbranchen, fordi gårdene bliver større og flere landmænd indgår maskinfællesskaber.

- Mange maskinstationer har i forvejen maskiner, de kan bruge til entreprenørarbejde, og mange landmænd har ofte større eller mindre bygge-anlægsprojekter i gang. Det kan for eksempel være afløbsarbejde, men for at kunne udføre det arbejde, skal virksomheden være i besiddelse af en autorisation som kloakmester, understreger Peter Hjortdal Andersen.

Lovpligtig autorisation

Autorisationen er lovpligtig, når man udfører afløbsarbejder fra og med tilslutning til hovedkloak, til og med gennembrydning af gulv, fundament eller ydermur mod jord, samt alle foranstaltninger til rensning af spildevand i åbne land og alle afløbsforhold fra landbrugets driftsbygninger, herunder gyllesystemer.

Ovennævnte afløbsarbejde må kun udføres af den autoriserede virksomheds egne ansatte. Den landmand, der får udført arbejdet, må altså ikke hjælpe til med at samle rør, og det er strengt forbudt, at landmanden selv laver arbejdet, og kloakmesteren senere ’skriver’ for det.

- Hvis en kloakmester ’skriver’ for et arbejde, som en ikke-autoriseret har udført, risikerer man bøder fra Sikkerhedsstyrelsen i en ikke ubetydelig størrelse. Jeg opfordrer derfor landmænd og maskinstationer, der ønsker at udføre afløbsarbejde, til at uddanne sig til kloakmestre, fordi det er en forholdsvis overkommelig opgave, siger Peter Hjortdal Andersen.

Vigtigt med uddannelse

Kloakmesteruddannelsen udbydes som AMU-kursus på blandt andet Learnmark Horsens, som er landets største kloakmesterskole.

Uddannelsen kræver ikke nogen forkundskaber ud over almindlige skolekundskaber erhvervet i folkeskolen samt et bestået nivelleringskursus.

Learnmark Horsens har samlet uddannelsen i fire uddannelsespakker, der gennemføres på daghold:

- Rørlæggeruddannelsen på 35 dage

- Kloakmesteruddannelsen del 1 på 17 dage

- Kloakmesteruddannelsen del 2 på 30 dage

- Praktisk eksamensøvelse på 15 dage.

Skolen udbyder også uddannelsen som aftenundervisning kombineret med fjernundervisning.

Deltagere med en videregående uddannelse kan kontakte for eksempel Learnmark Horsens for mere information om deltagergebyrer.

Den teoretiske eksamen afholdes kun en gang om året typisk midt i maj. Eksamenen består af en syv-timers opgave udarbejdet af Sikkerhedsstyrelsen. Det betyder, at alle i hele landet er til eksamen i den samme opgave. I 2013 er eksamensdatoen den 15. maj.

Eksamen efter behov

Den praktiske eksamen, som også er af syv timers varighed, afholdes efter behov på de skoler, der udbyder uddannelsen.

På Learnmark Horsens afholder man typisk op til fire praktiske eksamensforløb om året. De ligger som regel lige før og efter jul og i sommerferien.

- Vi oplever et stigende behov for uddannelse i sommerferien, så vi gør, hvad vi kan for at imødekomme den store søgning på de praktiske kurser på dette tidspunkt. Det næste sommerkursus starter den 22. juli 2013, fortæller Peter Hjortdal Andersen.

Store tilskud

Under hele uddannelsen er der mulighed for at oppebære løntabsgodtgørelse på cirka 85 kroner i timen. Der er desuden mulighed for ekstra tilskud på 55 kroner i timen for de virksomheder, der har overenskomst med for eksempel 3F og Blik og rør.

Tilskuddet og løntabsgodtgørelsen gælder kun for deltagere, der ikke har en videregående uddannelse. Prisen på uddannelsen er for AMU-berettigede 120 kroner pr. dag samt et eksamensgebyr på 9.800 kroner for den praktiske eksamen og 6.200 kroner for den teoretiske eksamen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109