Megabyggeri et døgn fra konflikt
Mandagen gav ingen udsigt til afblæsning af den varslede konflikt mod forbrændingsanlæg
LO har varslet sympatikonflikt på grund af manglende overenskomstdækning af udenlandske entreprenører på byggepladsen. Konflikten var varslet til ikrafttræden i lørdags, men blev udskudt i fire dage i håb om at få forholdene bragt i orden.
- Vi har været på byggepladsen mandag og havde efter mailkorrespondance med bygherren håbet, at de underentreprenører, som har givet anledning til konfliktvarslet, ville skrive under, men de dukkede overhovedet ikke op. I stedet drøftede vi situationen med en repræsentant for en af entreprenørerne højere oppe i entreprisekæden, men det har ikke bragt os tættere på en løsning, siger Ole Holtse Olsen, næstformand i 3F Roskildeegnen.
Mange trækkes ud
Den konkrekte anledning til konfliktvarslet er tre tyske og et polsk firma, der allerede i december blev konfronteret med et krav om dansk overenskomst. Samtidig varslede LO-sympatikonflikt. Det indebærer, at medlemmer af LO-forbund ikke længere kan arbejde på byggepladsen eller levere varer og materialer til pladsen.
- Vores seneste opgørelse viser, at omkring 150 personer vil blive trukket ud fra pladsen. Derudover kommer de, der for eksempel i transportbranchen leverer materialer til pladsen. Det bliver med andre ord ganske omfattende, men det er som om, at hverken bygherren eller entreprenørerne tror på det. Man får indtryk af, at de tror, det er en leg. Men det er det ikke. Det er et spørgsmål om at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold på en offentlig byggeplads, og her er konflikt sidste udvej, siger Ole Holtse Olsen.
Han oplyser, at eneste mulighed for at undgå konflikten er, at de fire berørte virksomheder skriver under på overenskomstforslaget, eller at de af bygherre eller hovedentreprenør bortvises fra pladsen.
Samtidig med iværksættelse af sympatikonflikt fra onsdag morgen ved arbejdstids begyndelse, arrangerer byggefagene i Roskilde demonstration foran byggepladsen på Håndværkervej i Roskilde.
Bygherre på megabyggeriet er det fælleskommunale affaldsforbrændingsselskab Kara/Noveren, der er ejet af ni sjællandske kommuner.