Anlægsnyt
STI - SJÆLSØ: Teknik- og Miljøudvalget i Rudersdal Kommune har vedtaget at udsende et forslag til stiplan og en miljøvurdering for en sti om Sjælsø, etape 1, til offentlig høring. Forslaget er i høring frem til 30. januar 2014.
Allerød, Hørsholm og Rudersdal Kommuner har i 2012 igangsat en undersøgelse af mulighederne for at etablere en ny rekreativ sti langs vestenden af Sjælsø med henblik på at skabe et sammenhængende stiforløb omkring hele søen på længere sigt. Undersøgelsen udføres i samarbejde med Gentofte Kommune, som ejer Sjælsø, og med Naturstyrelsen, som er projektleder i samarbejdet.
På baggrund af miljøvurderingen, høringen og input fra grundejere og grundejerforeninger, samt de frivillige organisationer, fremlægges forslag til endelig linjeføring for etape 1 til godkendelse i de tre kommuner.
Herefter vil projektgruppen forestå udarbejdelse af skitseprojekt for stiens etape 1 med tilhørende overslag over økonomi, forslag til tidsplan og den videre proces for anlæg af sti til godkendelse i de berørte kommuner.
REGION MIDTJYLLAND
VINDMØLLER - ROMLUND: Viborg Kommune har fremlagt forslag til lokalplan nr. 418A og 418B - Vindmøller ved Romlund til offentlig høring frem til 5. februar.
Der holdes borgermøde om vindmølleprojekterne den 8. januar.
VINDMØLLER - TORRILD: ECO partner har fremsendt projekt for opstilling af tre vindmøller med en maksimal højde på 100 meter inden for et vindmølleområde ved Præsthøjvej syd for Torrild til Odder Kommune.
Projektet er VVM-pligtigt, da møllehøjden er over 80 meter, og det er desuden forvaltningens vurdering, at projektet vil medføre en væsentlig ændring på det bestående miljø, hvorfor der skal tilvejebringes en lokalplan.
Økonomiudvalget har haft sagen til behandling og bakker op om forvaltningens indstilling.
FORURENING - VIBORG: Omfattende analyser og jordbundsprøver på grunden, som skal huse den nye store tilbygning til regionshospitalet i Viborg, har afsløret, at omkring 9.500 tons jord er svært forurenet med tjære, olie, metaller og giftstoffet cyanid, mens 23.000 tons jord er lettere forurenet, skriver Viborg Amts Folkeblad.
Arbejdet med at fjerne og rense jord udbydes i licitation i begyndelsen af 2014.