For meget af det gode
- Vores velfærdsstat er på de fleste områder glimrende. Vi har kun ét lille problem - vi har ikke råd til det...
Virkelighedens verden har under krisen indhentet de smukke intentioner bag den danske velfærdsmodel, som danskerne ellers generelt er så stolte af. Grænsen er simpelthen nået for, hvor rundhåndet staten/kommunerne kan være på fællesskabets vegne. Overførselsindkomsterne er for høje, og måske endnu værre, er der alt for mange i Danmark, der lever af overførselsindkomster, set i forhold til eksempelvis Sverige.
I sidste ende er det den private sektor, der skal finansiere det samlede samfundsregnskab, og når man er nået en situation, hvor omkring to trediedele af borgerne enten er ansat i den offentlige sektor eller lever af overførselsindkomster, burde det for længst være gået op for politikerne at grænsen for, hvor mange byrder, der kan læsses af på den private sektor, ikke bare er nået, men klart overskredet.
Politikerne, og det gælder fra alle de gamle partier, har skabt et samfund, hvor det kan betale sig at blive hjemme på sofaen i stedet for at tage job som eksempelvis jordbærplukker, hoteljomfru og en række andre lavtlønsjob. Det er job, der i stedet udføres af udlændinge, som ikke har “fine fornemmelser". Eller snarere folk fra lande, der ikke har samme attraktive vilkår for IKKE at bestille noget og lade sig forsørge af andres arbejdsindsats.
Skal der skabes økonomisk vækst i Danmark, er det den private sektor, der skal have et skub i den rigtige retning. Dansk Industri har med sit bud på en vækstpakke nærmest ensidigt satset på at gavne de store virksomheder, mens eksempelvis de små og mellemstore virksomheder i byggesektoren efterlades på bagperronen, når toget er kørt.
I bygge- og anlægssektoren er der for de mindre virksomheder kun tilbage at håbe på, at regeringen med sin kommende vækstpakke forstår, at uden en velfungerende underskov af virksomheder, kommer Danmark ikke ud af krisen. Det er “Keine Hexerei, nur Behändigkeit".
