23948sdkhjf

Pedanteri spænder ben for arkitektur

En principiel klagesag ruller om de forhold, der i en sag fra det nye Hjørring Teater udelukkede en tredjedel af de deltagende arkitektvirksomheder fra at komme videre
- Når 30 procent af ansøgerne misforstår betingelserne, ser vi det som en klar indikation af, at udbuddet er dårligt konstrueret, dårligt formidlet og dårligt kvalitetssikret.

Sådan lyder det fra Søren Nielsen, arkitekt og partner i Vandkunsten, der sammen med ni andre tegnestuer fra ind- og udland har oplevet af blive vraget i prækvalifikationen til Hjørrings nye teater- og oplevelseshus.

- Vi har nu skrevet et brev til Hjørring Kommune, for det sker så tit, at vi nu må råbe op, siger Søren Nielsen til Licitationen.

Han tilføjer:

- Vores virksomheder er alle snublet i det samme usædvanlige og unødvendige krav, nemlig at vi skulle bekræfte en uændret udvikling i omsætning siden seneste regnskab, hvis seneste regnskab var mere end et halvt år gammelt. Betingelsen fremgik af en udbudstekst, der var, selv for genren, usædvanlig svær at tolke. Alle er vi kommet til at tage udgangspunkt i datoen for regnskabets afgivelse. Det er helt vanvittigt, fordi det åbner for en ladeport af tilfældigheder, i forhold til hvem der kører med halvårsregnskaber og hvem, der ikke gør, siger han.

Lukrativ industri

Søren Nielsen kalder bygherrerådgiverinstitutionen for en lukrativ og stærkt voksende industri, som bruger masser af ressourcer på at gøre det besværligt for arkitekter og andre rådgivere - for blandt andet at sikre sig selv beskæftigelse.

Deler frustration

I et svar fra bygherrerådgiveren Rambøll til Søren Nielsen, forud for brevet til Hjørring Kommune, hedder det blandt andet:

"Hjørring Kommune og Realdania deler Vandkunstens frustration over, at så mange ansøgere måtte afvises som følge af, at ansøgningerne ikke var vedlagt en erklæring om, i hvilket omfang der siden seneste regnskabsår er indtrådt væsentlige ændringer i ansøgers økonomiske situation.

Klagenævnet for Udbuds praksis på dette område er imidlertid meget klar: En ansøgning, som ikke er vedlagt de oplysninger, der er anmodet om (..), kan ikke lovligt tages i betragtning."

Frustrerende

For 10 ud af 35 ansøgere er arbejdet altså spildt.

- Dette giver en besynderlig uigennemsigtig situation. Hvis bygherre forventer et fagligt relevant fokus i udvælgelsen har håndteringen af dette udbud leveret en stærkt amputeret version, siger Søren Nielsen.

I en aktuel kommentar til sagen (bragt i ArkByg 25. januar, red.) siger Danske Arks direktør Christian Lerche blandt andet:

- Arkitektvirksomheder og ingeniørvirksomheder har altovervejende fælles interesser og samarbejder frugtbart og konstruktivt, når de løser fælles opgaver. Men for arkitekterne bliver de helt samme rådgivere desværre modparter, når de i skikkelse af bygherrerådgivere optræder krakilsk, småligt og bureaukratisk. En reference til Jekyll og Hyde er derfor helt på sin plads, siger Lerche.

At det ikke kan blive ved giver brevet fra de 10 arkitektvirksomheder tydeligt udtryk for.

- Ved at drage dette og lignende eksempler frem håber vi, at der på sigt kan komme noget godt ud af den helt igennem ærgerlige sag. Måske vil den endda komme til at udgøre det vendepunkt, der giver forenklede, standardiserede, digitaliserede modeller for udbud, der i højere grad tjener udbudslovgivningens formål, og som forhåbentligt kan overflødiggøre de kostbare konsulenter, der i dag belaster byggeriets produktivitet, siger de ti vragede virksomheder og slutter af med en opfordring:

- Hjælp os med at få skuden vendt, og kursen rettet op. Hvad med at udskrive en konkurrence for teams bestående af jurister og arkitekter - om en ny udbudsmodel?

"Aldrig mere Hjørring"

Søren Nielsen fra Vandkunsten erkender, at løbet i denne sag er kørt og at der ville blive ballade, hvis man valgte at lade udbuddet gå om:

- Derfor er vores interesse, at protesten bliver hørt så man næste gang vil sige "aldrig mere en sag som i Hjørring" Så man næste gang undgår jurister eller ingeniører, som ikke gider rekvirere de manglende oplysninger.

For Søren Nielsen er det vigtigt at understrege, at dette ofte sker.

- Jeg har kendskab til en offentligt bygherrer, der har afvist 70 procent af de bydende virksomheder, der også havde begået en fodfejl. Og da vi klagede over det, sagde de, at der var fem der havde gjort det rigtigt - og det var nok til at sikre konkurrencen. Men på den måde gør man ikke arkitekturen og projektet en tjeneste. Vi har overvejet at oprette en facebook-side eller et andet organ, hvor kolleger, der har været ude for det samme kan samle eksempler. Det er vigtigt at få frem i lyset, siger Søren Nielsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111