23948sdkhjf

Cepos-tal rammer helt uden for skiven

Sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter Curt Lilliegreen mener, at Cepos-analyse af arbejdskraftomkostningerne i byggesektoren mangler værdien af flexicurity
Licitationen - Byggeriets Dagblad kunne i sidste uge offentliggøre en analyse fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos, der opgør arbejdsomkostningerne i den danske bygge- og anlægsbranche til at være de næsthøjeste i EU. Ifølge analysen overgås Danmark kun af Sverige.

Men sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter Curt Liliegreen advarer om, at analysen fra Cepos har store mangler:

- Cepos har taget tallene råt ud fra Eurostats seneste opgørelse i 2008 og derefter fremskrevet dem. Men ser vi på de opdaterede arbejdskraftomkostninger for 2011 ifølge en tysk analyse, ligger de samlede arbejdskraftomkostninger i Danmark ikke højest. De højeste arbejdskraftomkostninger pr. time ligger i Norge med 52,6 euro efterfulgt af Schweiz og Belgien. Derefter kommer Sverige med 40,46 euro. Så kommer Danmark med 37,6 euro, samme niveau som Vesttyskland. Tallet fra Eurostat er påvirket af de stadig meget lavere samlede omkostninger i Østtyskland. Umiddelbart efter Danmark følger Frankrig, forklarer Curt Liliegreen.

Hyre og fyre

Curt Liliegreen efterlyser anvendelse af en helhedsbetragtning, hvor man ser på arbejdsgivernes samlede omkostninger i forhold til ansættelsesforholdet, herunder afskedigelsesvarsler, hvor de danske virksomheder i kraft af flexicurity har store fordele:

- For byggesektoren er det helt afgørende, at man kan hyre og fyre med kort varsel og uden for store udgifter. Det kan man i Danmark. OECD laver et indeks for hvor svært det er for arbejdsgiveren at fyre medarbejdere. Indekset går fra nul til seks, hvor seks er meget vanskeligt og dyrt. Danmark ligger på 1.53. Tyskland på 2,83, og Sverige på 2,72. Det land i Europa, hvor det er vanskeligst, ligger på tre. Det er en omkostning, der også skal indregnes, ikke mindst i byggeriet, hvor regn kan stoppe arbejdet på stilladserne, hvor frost og snefald kan umuliggøre beton og murerarbejde, og hvor pløre og regn kan gøre jordarbejde noget nær umuligt. Dertil kommer, at byggeriet altid har udsving, alt efter om en virksomhed vinder eller taber en licitation. Fleksibilitet er nøgleordet, og særlig vigtigt i byggeriet. Så dybest set mener jeg, at tallene giver et skævt billede. Det tangerer manipulation, at tage løn ud af en sammenhæng og tale om det alene, fortsætter Curt Liliegreen

Ensartet

Chefkonsulent Lars Martin Jensen fra Cepos understreger, at han har anvendt Eurostats opgørelse, “fordi den er baseret på helt ensartede retningslinier for opgørelse af arbejdsomkostninger i de mange medlemslande":

- Det er vigtigt i forhold til, hvilke virksomheder, der indgår, og hvordan forskellige lønkomponenter måles og indgår. Det er rigtigt, at den seneste detaljerede opgørelse vedrører 2008, og at vi har fremskrevet med ændringsindeks, som også er indsamlet og offentliggjort af Eurostat. Det havde været at foretrække, at der lå nyere detaljerede tal, men det gør der ikke, siger Lars Martin Jensen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

En styrke

Curt Liliegreen nævner, at der ikke indgår tal for Norge og Schweiz.

- Det gør der ikke, fordi Cepos’ analyse har fokus på EU-lande. Vi har også valgt kun at medtage oplysninger for et af de nye medlemslande, nemlig Polen. Han henviser også til en tysk statistik. Umiddelbart ser oplysningerne ud til at flugte ganske fornuftigt med rangordningen i vores analyse for de lande. De to statistikker kan måske afvige med 10-20 kroner pr.time, men der er vel ingen tvivl om, at omkostningerne er høje i Danmark. Eurostats data gør det ikke muligt at sondre mellem Øst- og Vesttyskland, men det er vel ganske interessant for det danske byggeri, hvad byggearbejdere i det tidligere Østtyskland tjener, spørger Lars Martin Jensen.

Korte af lange

Lars Martin Jensen anerkender, at eksempelvis det danske vejrlig og regler omkring fyring og hyring kan påvirke faktiske omkostninger:

- Men i forhold til sådanne spørgsmål er det faktisk vores indtryk, at man er godt tjent med netop at anvende en kilde som Eurostat, der netop bygger på ensartede retningslinier. Det korte af det lange er, at Eurostats opgørelse efter vores vurdering tegner et meget robust billede af, at arbejdsomkostningerne er meget høje i en række danske erhverv, herunder byggeriet, sammenlignet med en lang række andre lande, slutter Lars Martin Jensen.

@FAKTA-LILLE-MED-INDL:

Interview: Lyt til hele interviewet med Curt Liliegren på www.licitationen.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095