23948sdkhjf

P-kælder under Kvæsthusmolen

Et stort parkeringsanlæg, som kræver udgravning af 90.000 kbm jord, etableres nu under Kvæsthusmolen i København
NCC Construction Danmark er netop nu i gang med at løse en usædvanlig byggeopgave: Etableringen af en ny parkeringskælder med tre dæk og plads til 500 personbiler - placeret under Kvæsthusmolen i Københavns Havn, tæt ved Skuespilhuset.

– Konstruktionen af p-kælderen starter med, at der skal graves 90.000 kbm jord ud, fortæller Jørn Koopmann Johansen, equipment manager hos NCC. Derfor har vi rammet en ny spuns uden på den eksisterende, inden der skal graves 12 meter ned i den "kasse", der er skabt.

– Det svarer til 10 meter under vandoverfladen, og det er specielt, at vi fra vores gravemaskiner kan kigge op og se, at der ligger et skib langs kanten. Dér får man vanddimensionen med og forstår virkelig, hvor dybt der skal graves ned. I forbindelse med denne omfattende opgave, har NCC valgt at investere i 4 nye Hitachi gravemaskiner: 1 stk. ZX210LC-5B, 2 stk. ZX250LC-5B og 1 stk. ZX290LC-5B, henholdsvis i størrelserne 22, 26 og 30 tons.

Maskinparken ændres

NCC Construction Danmark har en grundstamme på cirka 20 gravemaskiner. I spidsbelastningsperioder lejer man de nødvendige ekstra gravemaskiner.

– Normalt afskriver vi en maskine over fem år, hvorefter vi vælger at udskifte den med en ny. Men på grund af det afmattede marked i de senere år har vi været mere konservative og beholdt en række gravemaskiner ud over afskrivningsperioden, siger Jørn Koopmann Johansen.

– Nu har vi efter nøje overvejelser – og grundige sammenligninger af tilbuddene fra fem leverandører – valgt at investere i de fire nye maskiner. Dels for at spare omkostninger til reparationer, dels for at komme op i størrelse. Så vi har samtidig skilt os af med nogle af vores mindste gravemaskiner, fordi erfaringen viser, at det er nemmere at leje mindre maskiner end store. Og samtidig få den rigtige maskinfører, der er god til opgaven.

Knivskarp budrunde

NCC har forud for investeringen gennemført en budrunde ud fra præcise kravspecifikationer. Processen, som frem mod beslutningen løber over cirka seks måneder, omfatter også vurderinger af, hvor meget arbejde, der kan forventes at være til de pågældende gravemaskiner i de kommende år.

– Som nævnt står fem leverandører meget lige med deres gravemaskiner, og vi bruger et ret enkelt udbudsmateriale i Excel til at liste vores ønsker og krav op:

Størrelsen på maskinen. Prisen med/uden skovle? Hvad er leveringstiden? Hvad kan maskinen? Hvordan vil vi gerne have den bestykket? Alt fra klimaanlæg og radio – til centralsmøring og ikke mindst hydrauliksystemet. Hvad det skal kunne, slangelængder, lynkoblinger med videre. For vi ønsker en høj grad af fleksibilitet, så der hurtigt kan skiftes grabbe, hydraulikhamre, vibratorer og alt andet, vi har.

– Leverandørerne kan så nemt føre beløbene ind i Excel-arket, og vi får et godt overblik med en klar sammenligning af anskaffelsespriserne og tekniske ydelser.

Værkstedets nærhed

Ud over anskaffelsesprisen afgøres investeringen også af maskinernes praktiske egenskaber, og her har NCC den erfarne materieltekniker Lars Moberg til at foretage prøvekørsler. Endelig vurderes omkostningerne, når maskinen er leveret – og hvilken service, NCC kan være sikker på at få i det daglige. For gravemaskinerne må aldrig holde stille:

– Tidsplanen på Kvæsthusprojektet er stram. Vi graver jorden op, lemper den hen til en kran, som grabber ned og løfter den op i et skib. Det skal fyldes hver dag og sejle til Køge Jorddepot – og hvad koster det lige, hvis vi må holde stille, og skibet skal sejle halvfyldt af sted?

– Det betyder, at service på maskinerne skal foregå på fredage efter kl 12 eller i weekenden. Samtidig skal vi være sikre på, at vi kan få effektiv hjælp, hvis der er brug for reservedele eller en akut reparation. Dét, jeg kalder værkstedets servicenærhed. Hvem kan hjælpe os – hurtigst?

– Her har HP Entreprenørmaskiner, som har leveret de fire nye Hitachigravemaskiner, flere gange vist, at de er parate til at gøre noget ekstra for at holde os kørende – og det har stor betydning, siger Jørn Koopmann Johansen.

Ambitiøst og visionært

Kvæsthusselskabet er bygherre for det underjordiske parkeringsanlæg, der får nedkørsel for enden af Sankt Anne Plads ved Kvæsthusgade – samt trappe- og elevatoradgang via pavillonerne langs Kvæsthusbassinet.

Det er på alle måder et ambitiøst projekt, der skal være funktionelt, attraktivt og inviterende. Visionen er, at parkering i anlægget bliver en positiv del af den samlede oplevelse, når man besøger området. Uanset om det er for at se en forestilling i Det Kongelige Teaters Skuespilhus, deltage i et arrangement på selve pladsen – eller at man har et andet ærinde i nærheden. Derfor er anlæggets tredje p-dæk forberedt, så det kan bruges til aktiviteter og events.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111