23948sdkhjf

Ledigheden får endnu et nøk ned i marts

Ledigheden ligger på sit laveste niveau siden december 2009. 5,8 procent af arbejdsstyrken er nu ledige.
Ledigheden faldt fra februar til marts med 2300 personer og ligger nu på 154.900. Der er nu 5,8 procent ledige, viser tal fra Danmarks Statistik.

Og med faldet kommer en ny positiv rekord - ledigheden er den laveste siden december 2009, viser tallene.

Og set over en længere periode har ledigheden ligget meget stabilt. Siden januar 2010 har ledigheden ligget mellem 5,9 og 6,2 procent af arbejdsstyrken.

De 25-29-åriges ledighed er faldet mest den seneste måned. De unges ledighed er faldet med 0,2 procentpoint, viser tallene.

Og for aldersgrupperne 16-24-årige, de 30-39-årige og de 50-59-årige er ledigheden faldet med 0,1 procentpoint. Det er dog stadig de 25-29-årige, der står med den højeste ledighed. Her er 9,4 procent ledige.

Cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen siger, at forklaringen på den faldende ledighed måske skal findes i, at flere trækker sig ud af arbejdsmarkedet i denne tid.

- Der bliver flere nye ledige, mens antallet af jobklare aktiverede falder. Det sidste kan resultere i, at de også træder ud af arbejdsstyrken, ligesom de unge bliver længere tid i uddannelsessystemet, fordi det er svært at få et job for tide, siger han.

Hos BRFkredit kalder man baggrunden for faldet for "en kedelig teknikalitet", da ledigheden falder som følge af, at arbejdsstyrken mindskes.

- Det kan være via uddannelse, pension eller også at folk falder ud af dagpengesystemet. Ingen af disse forhold betyder, at der reelt bliver skabt flere job, siger Mikkel Høegh, chefanalytiker hos BRFkredit.

Hos LO siger økonom Mette Hørdum Larsen, at udviklingen i arbejdsløsheden er meget usikker lige nu - og derfor er hun varsom med at konkludere for hårdt på tallene.

Hun peger blandt andet på, at en del personer, der har mistet retten til dagpenge, stadig indgår i statistikken - enten fordi de nu får uddannelsesydelse eller kontanthjælp.

- Det er derfor uklart, hvorvidt og hvor meget af faldet i arbejdsløsheden, der rent faktisk skyldes, at flere personer er kommet i ordinær beskæftigelse, siger Mette Hørdum Larsen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094