Anlægsnyt
MILJØSTATION FREDERIKSSUND: Frederikssund Byråd har godkendt en lokalplan og et kommuneplantillæg for et område i den nordlige del af Hornsherred.
Formålet med de to planer er at åbne mulighed for at der kan etableres offentligt område til en lokal miljøstation i den nordlige del af Hornsherred i forbindelse med den eksisterende OK-tankstation på Gammel Kulhusvej.
Samtidigt er det lokalplanens formål at reservere areal til serviceformål" for cyklister med mulighed for påfyldning af luft, tapning af vand samt rasteplads for de cyklende i forbindelse med en eventuelt kommende cykelsti fra Jægerspris til Kulhuse. Endelig sikrer lokalplanen, at den eksisterende OK-tankstation kan blive liggende med sin nuværende placering, og at den eventuelt kan blive suppleret med en vaskehal.
LEGEPLADS RØNNE: Bo 42 har tibludt at bidrage med 250.000 kroner til en legeplads til børneinstitutionen Nordstjernens legeplads i Rønne. Bornholms Regionskommune har afsat en halv mio. koner til en legeplads, men de er endnu ikke frigivet.
REGION SJÆLLAND
LÆSKUR HOLBÆK: Syv projekter er af Holbæk Byråd blevet tildelt i alt 227.540 kroner i støtte fra Lokalområdernes Udviklingspulje.
Det er blandt andet renoveringsprojektet Det ny Kildebo i Soderup, der er blevet betænkt med et beløb, men også Jernløse Boldklub får et beløb til et længe ønsket læskur. Der bliver også et tilskud til nye bænke og borde i Hovedgaden i Ugerløse, til en frugtlund i Smidstrup og til renovering af det gamle færgested Snavemolen ved Næsby.
REGION SYDDANMARK
OPLAGSPLADS RØMØ: Rømø Havn får nu mulighed for at udvide aktiviteterne med en oplagsplads. Det er en kendsgerning, efter at Natur- og Miljøklagenævnet har afvist klager fra Danmarks Naturfredningsforening, skriver Tønder Kommune på sin hjemmeside.
Havnen ønsker at inddrage et mindre areal lige nord for det eksisterende havneområde. Området, der udgør cirka 4,5 hektar, er beskyttet natur. Men Tønder Kommune har dels godkendt en lokalplan og dels givet en dispensation, så området kan inddrages til havneformål.