Frivillighed betaler sig
Det er tegn på, at noget er skredet i samfundet, og i stedet for at skride ind med endnu flere regler, så bør man i stedet se på, hvor problemet reelt er. Det er gældende overalt, hvor der findes et arbejdsmarked, at man som arbejdskraft er nødt til at dygtiggøre og synliggøre sig, så man bliver en attraktiv arbejdskraft at hente ind i en virksomhed. Og det er uanset om det er et ungt menneske, der med sine basale færdigheder skal ind og lære et fag, eller det er en flyvefærdig ingeniør eller andet.
Når så en PISA undersøgelse viser, at vi har et fortsat uløst problem i form af mange unge, der ikke behersker de basale færdigheder, så er det her, vi må skride ind. Når de unge er dygtige nok, skal de nok få arbejde og uddannelse.
Men at stille krav til virksomheder i kraft af de selvsamme klausuler, uden at man har sikret sig, at de faktisk er i stand til at tilegne de unge de færdigheder, der skal til for at blive dygtig, så er det forkert symptombehandling. For som en direktør i vejsektoren i dagens tema formulerer det, så bliver man ikke en dygtig anlægsstruktør af at køre dumper i et år på et motorvejsprojekt.
Virksomhederne er nødt til at sikre sig et resultat, når de tager unge ind for at uddanne dem. Som i alle andre forhold i en veldrevet virksomhed, er det resultater der gælder. Det skaber bedre bundlinie, det skaber identitet og vækst, når dygtige og veluddannede unge yder deres.
Men det sker ikke gennem simple klausuler. Det sker gennem velforberedte frivillige aftaler, hvor niveauet vurderes, og der sættes nogle mål for en udvikling. De unge har krav på respekt i form af en kvalitativ grunduddannelse i folkeskolen. Virksomhederne har krav på at kunne trække på en velkvalificeret grundviden at bygge videre på. Det skal ske i en kvalitativ vurdering og ikke via en simpel klausul med mængderabat.
