Bygherre svarer på kritik af udbud
CityByg ApS svarer på kritik af udbud om nybyggeri, som skal indeholde en daginstitution til Københavns Kommune
Som Licitationen - Byggeriets Dagblad i går kunne fortælle, var der ingen af de prækvalificerede virksomheder, som ønskede at afgive bud på opgaven, blandt andet fordi betalingen til totalentreprenøren først ville finde sted på afleveringsdatoen.
- Finansieringsformen minder om OPP med privatbygherre, hvor betalingen først sker ved ibrugtagningen af anlægget. En sådan finansieringsform gør det ikke højrisikabelt for entreprenøren, men entreprenøren belastes selvfølgelig likviditetsmæssigt i byggeperioden. Denne belastning bør entreprenøren kunne indregne i tilbuddet, således at eventuelle finansieringsomkostninger honoreres igennem entreprisesummen, skriver direktør i CityByg Robert Madsen i et skriftligt svar til Licitationen.
Robert Madsen oplyser desuden, at Københavns Kommune, som skal købe en del af det nye byggeri, har stillet krav om, at der først sker udbetaling af købesummen for daginstitutionen samtidig med overdragelsen af byggeriet. Af et referat fra Borgerrepræsentationen fremgår det ligeledes, at der er dækning for købesummen i Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsbudget for 2015, og at købesummen forfalder til betaling i 2015, hvor byggeriet forventes at stå færdigt.
Ifølge Robert Madsen var det generelt tre forhold, der gjorde sig gældende, da de prækvalificerede valgte at takke nej til opgaven: 1) at entreprenøren skal stille garanti for eventuelle ekstraregninger på grund af forsinket aflevering, 2) at entreprenøren ikke kan opnå mulighed for tidsfristforlængelse på grund af vejrlig og myndighedsbehandling - altså byggetilladelse - samt 3) at entreprenørens sikkerhedsstillelse for entreprisesummen i form af transport af købesum fra købsaftale mellem CityByg og Københavns Kommune ikke var belyst tilstrækkeligt.
Sikkerhedsstillelse
I forhold til det andet kritikpunkt, som Licitationen - Byggeriets Dagblad beskrev i går, medgiver CityByg, at sikkerhedsstillelsen er underlagt gældsbrevslovens regler, således at entreprenøren ikke får bedre ret end bygherren.
I svaret til Licitationen oplyser Robert Madsen, at situationen er den, at den misligholdelse, bygherren typisk kan komme i over for Københavns Kommune udgøres af mangler eller forsinkelse af byggeriet. Disse forhold har entreprenøren stor indvirkning på, eftersom det vil være entreprenørens arbejde, der i så tilfælde vil være mangler eller forsinkelse forbundet med. Argumentationen om, at Københavns Kommune bare kan smække kassen i, er således noget hul eftersom en sådan lukning af kassen forudsætter, at entreprenøren ikke har leveret kontraktmæssigt."
Til det svarer afdelingschef i Dansk Byggeris juridiske afdeling Henrik Fausing:
- Ikke desto mindre er det sådan, at der vil være en kontrakt mellem Københavns Kommune og den private bygherre, og hvis bygherren misligholder den kontrakt, så kan kommunen smække kassen i, og så ser entreprenøren ikke en krone. Medmindre man får offentliggjort indholdet af kontrakten, så er det som at spille hasard med, om man modtager penge fra Københavns Kommune. Han tilføjer, at det almindelige i dag er, at den private bygherre stiller sikkerhed for betaling.
Ændrer udbud
Københavns Kommune har ikke mange kommentarer til sagen, men oplyser, at så vidt kommunen ved, er man i gang med at ændre finansieringsformen.
- I forbindelse med et byggeri på adressen Ålekistevej 212-216 har City Byg Aps tilbudt at opføre et institutionsbyggeri, som Københavns Kommune efterfølgende kan overtage som et ejerlejlighedsparti. Det bliver påset, at City Byg Aps overholder de udbudsforpligtelser, kommunen er underlagt, men kommunen har ikke som sådan noget med udbuddet at gøre. Alle spørgsmål vedrørende prækvalifikation, adkomst til grunde med videre henvises derfor til City Byg Aps. Det skal dog bemærkes, at der kommunen bekendt arbejdes med en ændret finansieringsform, skriver kontorchef i Børne- og Ungdomsforvaltningen Knud Langberg i en e-mail til Licitationen - Byggeriets Dagblad.