EU-ambassader får nu en orientering
Kendskabet til de danske løn- og arbejdsvilkår skal øges hos EU-landene, mener beskæftigelsesministeren
Det fremgik af et samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har været i på baggrund af oplysningerne om den polske ambassades "rådgivning" til polske virksomheder i Danmark.
En rådgivning der advarer mod den danske fagbevægelse, og hvordan man undgår overenskomster.
Ministeren har bedt sine embedsmænd om at kontakte den polske ambassade i Danmark, og at "Beskæftigelsesministeriet og ambassaden er enige om, at den rådgivning, som offentlige myndigheder giver deres virksomheder skal være præcis og korrekt, således at virksomheder i dette tilfælde de polske virksomheder - kan overholde de love og spillerregler, der gælder i Danmark".
Vejen til forståelse
Ministeren slår fast, at det er vigtigt "ved enhver given lejlighed" at orientere de udenlandske aktører, der har valgt at arbejde eller levere tjenesteydelser i Danmark om, at arbejdsmarkedets parter spiller en meget central rolle.
- Derfor har jeg også besluttet, at vi skal sende en orientering til samtlige EU-ambassader i Danmark om den danske arbejdsmarkedsmodel. Det er også afgørende, at arbejdsmarkedets parter fortsat holder fast i en dialog med dem, som kommer her til landet. Det er vigtigt, at vi får udbredt kendskabet til den måde, hvorpå vi fastsætter løn- og arbejdsvilkår her i landet. Dialog er den bedste vej til forståelse, og jeg er orienteret om, at 3F og den polske ambassade foranlediget af den konkrete sag har startet en dialog, så misforståelser kan blive ryddet af vejen, oplyser beskæftigelsesministeren.
Nødvendig dialog
På et møde i Beskæftigelsesministeriet blev den polske ambassade gjort bekendt med den stigende anvendelse af arbejdsklausuler i offentlige kontrakter. Det betyder blandt andet, at alle statslige virksomheder, der ikke er i konkurrence, skal bruge arbejdsklausuler ved alle bygge- og anlægsprojekter:
- Der er den nødvendige dialog med den polske ambassade. Det skal sikre, at manualen bliver korrekt og undgå fremtidige misforståelser. For mig er det afgørende, at der ikke hersker tvivl om, hvad der gælder af spilleregler for det danske arbejdsmarked, sagde Mette Frederiksen under samrådet i Folketingets Beskæftigelsesudvalg.
Ingen manualer
Ifølge ministeren findes der ikke tilsvarende manualer med råd om at slippe uden om de danske arbejdsmarkedsregler hos andre østeuropæiske ambassader.
Tværtimod henviser flere ambassader direkte til danske myndigheder eller fagforeningers hjemmeside.
- Jeg har svært ved at forestille mig, at der findes regeringer i EU, der ønsker at opfordre til ulovligheder. Så hvis der skulle findes oplysninger, der er faktuelle forkerte, vil jeg tro, at det primært skyldes misforståelser. Sådanne misforståelser kan ryddes af vejen ved at give den korrekte information. Vi skal derfor løbende være opmærksomme på behovet for at udbrede kendskabet til den danske model, fortæller ministeren.
Hun henviser i øvrigt til aftalen med Enhedslisten om at oprette en serviceskranke, hvor udenlandske virksomheder fremover skal kunne få hjælp. Det forventes, at Erhvervsstyrelsen har denne skranke klar ved udgangen af i år.