Elementbroer kan spare tid og penge
Danske bygherrer og entreprenører kan spare både tid og penge, hvis de benytter præfabrikerede broelementer i stedet for at støbe dem på byggepladsen
I dag tager et typisk dansk brobyggeri ofte flere måneder med gene for trafikken næsten lige så længe. Dette kan minimeres, hvis bygherren i stedet benytter broelementer.
- Den færdige bro bliver op mod 30 procent billigere end den traditionelle bro. Den kan rejses i løbet af få dage det sparer arbejdstimer og generer trafikken i langt kortere tid. Og arbejdsmiljøet er langt bedre, fordi de ansatte ikke bliver nødt til at arbejde i komplicerede forskallingskonstruktioner midt i trafikken. Det nedsætter risikoen for ulykker, siger salgschef Carsten Koch fra producenten af betonelementer Betonelement.
Han peger på, at der er mange økonomiske og logistiske fordele for den udførende entreprenør.
- Først og fremmest sparer entreprenøren mange timers kostbart arbejde på selve byggepladsen. I stedet for måneder eller halve år tager det nu kun ganske få dage at montere elementerne. For medarbejderne på byggepladsen bliver arbejdsmiljøet sikrere, fordi der ikke skal arbejdes tæt på ofte meget trafikerede steder. Endelig bliver trafikken ikke belastet af gener i samme omfang som ved traditionelt udført broarbejde. Det gør både trafiksikkerheden og fremkommeligheden bedre i forbindelse med byggeriet af broen. Der skal ikke laves omkørsler, og der opstår derfor ikke bilkøer, som ofte giver anledning til uheld, siger Carsten Koch.