23948sdkhjf

Tunneltopmøde med besøg i undergrunden

Tunneleksperter fra det meste af Europa besøgte et par af Cityringens arbejdspladser
Et halvt hundrede tunneleksperter fra det meste af Europa delt i flere hold besøgte i går to af Metroselskabets byggepladser til Cityringen.

Det skete som et led i et nordisk symposium i den internationale tunnelingeniørsammenslutning ITA.

Den danske afdeling, DFTU, Dansk Forening for Tunnel- og Undergrundsarbejder var vært ved arrangementet, mens Metroselskabet var vært ved arbejdspladsbesøgene.

- Hvad er mere naturligt end at benytte lejligheden til at deltagerne får mulighed for at se vores store tunnelprojekt, siger Søren Degn Eskesen, der er formand for ITA og til daglig beskæftiget som byggeleder på Cityringen udlånt fra Cowi.

Lærer af hinanden

Det nordiske symposium handlede om de forskellige udfordringer ved undergrundsarbejder i Rusland, Canada, Island, Finland, Norge, Sverige og Danmark.

- Udfordringerne er forskellige. Problemstillingerne er forskellige, afhængig af metode og hvilken slags tunnel, der er tale om, men grundlæggende er der forhold, som vi alle skal forholde os til. Det handler for eksempel om sikkerhed, håndtering af grundvand, påvirkning af den omgivende miljø og støj- og vibrationskrav. Så selv om vi alle er eksperter på lige vores felt, har vi stort udbytte af at udveksle viden og erfaringer, siger Søren Degn Eskesen om baggrunden for det nordiske symposium.

Kommende projekter

Han oplyser, at mødet også er et forum, hvor ingeniører og dermed deres virksomheder i de store rådgivende ingeniørfirmaer holdes opdateret om kommende projekter og dermed forretningsmuligheder.

Sammenslutningen bruges også overfor bygherrer til at udbrede kendskabet til anvendelse af tunneler ikke bare til jernbane og vej men i høj grad også til transport af energi, vand og spildevand.

Tunnelingeniørerne besøgte arbejdsskakten i Nørrebroparken og byggepladsen ved den kommende station på Nørrebros Runddel.

I Nørrebroparken er den første af de i alt fire tunnelboremaskiner netop gået i ordinær døgndrift, mens den næste er ved at blive samlet på bunden af den store arbejdsskakt, så den efter planen kan begynde borearbejdet om en måned. På arbejdspladsen ved Nørrebro Runddel gøres stationsskakten klar til at modtage den første tunnelboremaskine, der endnu har omkring en måneds arbejde i københavnerkalken, inden den når frem på den korte rejse fra Nørrebroparken. Forinden skal stationsskakten fores med armeret beton.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112