Byggenyt
HEDENSTED: Hedensted Byråd har besluttet, at der skal opføres 10 ungdomsboliger på den gamle forsamlingshusgrund, Ågade 10 i Tørring, og Østjysk Boligselskab har sagt ja til at opføre dem. Inden, der kan bygges, skal der vedtages ny lokalplan for området, og derfor regner boligselskabet med en byggestart i det tidlige forår næste år, så boligerne kan stå klar, når et nyt gymnasieår starter i august 2014.
RANDERS: Randers Kommune er på vej med en ny lokalplan, der skal gøre det muligt at indrette lejligheder og gourmet-restaurant i det tidligere vandtårn på Hadsundvej. Tanken er at realisere et projekt tegnet af Arkitektfirmaet Smærup og Wessmann, Randers, som betyder, at vandtårnet kommer til at bestå af ikke mindre en 13 etager, fordelt på en lounge-etage, 10 etager med lejligheder og to etager med en gourmet-restaurant.
Endnu ved man ikke, om man kan sælge lejlighederne i projektet eller om man kan få lejet restauranten ud, og først når man ved noget om det engang næste år, bliver det besluttet, om projektet skal realiseres.
REGION SYDDANMARK
FREDERICIA: Fuglsangcentret i Fredericia modtager ikke mindre end 45 mio. kroner fra den A.P.Møllerske Støttefond, skriver Horsens Folkeblad.
Donationen betyder, at Dansk Blindesamfunds kursus- og feriecenter kan blive renoveret på en særlig smart måde, hvor man blandt andet laver nye lofter i forskellige højder i de 60 værelser. De forskellige højder betyder, at blinde kan lytte sig til, om de eksempelvis befinder sig i værelsets gang eller i stuen.
Derudover er det blandt andet planen, at der skal lægges nye gulve og tilbygges fire nye opholdsrum og seks nye og større familierum. Dansk Blindesamfund samarbejder med arkitektfirmaet Isager i Odense om fornyelsen og renoveringen, som forventes udbudt i licitation sidst på året.
REGION HOVEDSTADEN
REERSLEV: En borgergruppe i Reerslev har længe arbejdet for at få en idrætshal til lokalsamfundet, og nu er deres ønske kommet et skridt nærmere virkeligheden. Høje-Taastrup Byråd har godkendt et forslag til lokalplan, som kan bane vej for en ny idrætshal på det areal, som anvendes til idrætsplads for Reerslev Skole og Reerslev Idrætsforening, fortæller Dagbladet Roskilde.
Lokalplanen fastlægger, at der kan opføres en idrætshal på 1.200 kvm, ligesom den tillader, at skolen kan udbygges med 500 kvm. En udbygning af skolen er med i planen, da skolen i forbindelse med udbygningen af Gammelsø-området er planlagt til at fungere som aflastningsskole, indtil området er udbygget, og en ny skole er opført i Gammelsø.
Forslaget er i offentlig høring frem til 10. september.