23948sdkhjf

Formand går i utide

Længerevarende ophold i udlandet får Dansk Byggeris formand til at trække sig
Dansk Byggeris formand gennem godt halvandet år, direktør Niels Peter Pretzmann, har trukket sig fra posten. Det sker, fordi han på grund af udenlandske investeringer ikke kan levere den grad af tilstedeværelse i Danmark, som bestyrelsen mener er nødvendig.

- Der er ingen dramatik i det. Baggrunden er, at jeg bruger megen tid i udlandet i forbindelse med, at jeg er ved at bygge nogle investeringer op, og det rimer ikke godt med at stå i spidsen for Dansk Byggeri. Derfor har jeg valgt at stoppe i utide, siger Niels Peter Pretzmann, som understreger, at beslutningen er hans egen.

Det er sædvane, at organisationens formand indgår blandt topforhandlerne, når der forhandles overenskomst, og netop de forestående overenskomstforhandlinger har været med til at fremskynde beslutningen.

- Det vil ikke være heldigt at køre overenskomstforhandlingerne igennem vel vidende, at jeg vil stoppe som formand til foråret. Derfor er det fair at stoppe nu, siger han.

Investeringer i Litauen

Niels Peter Pretzmann blev valgt som formand på Dansk Byggeris repræsentantskabsmøde i maj 2012, hvor han afløste daværende adm. direktør i Pihl, Halldor Ragnarsson.

Pretzmann er oprindelig udlært bygningssnedker og var i en lang årrække ejer af succesvirksomheden Storke Vinduer, som han siden har solgt til den svenske koncern Inwido. Her har han siden virket som ekstern konsulent. Han har siddet i Dansk Byggeris bestyrelse i sammenlagt knap ni år.

Han er nu i gang med investeringer i blandt andet Litauen, hvor han sidder i bestyrelsen i to selskaber, som intet har med byggeri at gøre men derimod eksempelvis udvikler software til parkeringssystemer.

Ny formand i april

Da det ifølge Dansk Byggeris vedtægter er repræsentantskabet, der vælger organisationens formand, vil der først blive valgt ny formand på det kommende repræsentantskabsmøde til foråret. Indtil da vil næstformanden, tømrermester Martin Skou Heidemann fra Skou Gruppen A/S, “tegne organisationen",

Også Dansk Byggeris adm. direktør, Lars Storr-Hansen, understreger, at formandens pludselige afgang er udramatisk.

- Bestyrelsen har diskuteret situationen fremadrettet og mener, at organisationen skal have en formand, der er mere til stede i Danmark, end Pretzmann har været og er i stand til på grund af sit engagement i udlandet. Det har Pretzmann været enig i, og han har derfor valgt at stoppe med øjeblikkelig virkning, siger Lars Storr-Hansen.

Han oplyser, at organisationen fortsat har et fungerende formandskab, og at organisationen kører videre til repræsentantskabsmødet 24. april, hvor der vælges en ny formand.

Dansk Byggeri har orienteret internt i organisationen om formandens beslutning, og hvad det betyder for organisationen frem til repræsentantskabsmødet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094