23948sdkhjf

Messer med masser af små maskiner

De mindre udstillinger holder sig ikke tilbage, selv om det er Have & Landskab-år
Med jysk beskedenhed har folkene bag Kirkegårdsmessen ved Lødderup Kirke på Mors for længst besluttet at holde fri på ulige år.

De vil ikke i ulige konkurrence med den grønne sektors helt store begivenhed, Have & Landskab i Slagelse. Men bortset fra morsingboerne, spares der ikke på stand-kronerne i år. Sommeren igennem er der plottet messer med masser af store og ikke mindst mindre maskiner ind i kalenderen.

Flagskibet, Have & Landskab på Selandia-CEU i Slagelse åbner onsdag den 28. august og varer i tre dage. Have & Landskab afvikles hvert andet år, og i 2011 var det med 258 virksomheder på udstillerlisten, og udstillingsleder Kristian Larsen venter mindst lige så mange udstillere i år. Sædvanligvis finder lige i underkanten af 10.000 gæster vej til Slagelse i løbet af de tre messedage.

For to år siden lancerede Have & Landskab i øvrigt noget, der blev ikke så lidt af et publikumshit. Med udlejningsfirmet Loxam som arrangør blev Have & Landskab vært for finalen i DM i minigraver. Der er lagt op til en gentagelse i slutningen af august.

Springer aldrig over

Éndags-udstillingen Grøn Fagmesse på Sandmoseskolen ved Brovst med udsigt til Jammerbugten har for længst lavet en vedtagelse om ikke at lade sig kue af den store begivenhed i Slagelse. Grøn Fagmesse melder klar som vanligt den anden torsdag i juni. Det er så i år den 13.

- Erfaringen viser, at vi hverken får flere eller færre udstillere og gæster på de år, hvor der er Have & Landskab. Vi er altså også to forskellige udstillinger. Og vi er for lang tid siden blevet enige om, at det bare skaber forvirring, hvis vi begynder at springe nogle år over. Så det gør vi ikke. I det hele taget gør vi jo tingene på vores måde her, forklarer Annie Sønderby, der er primus motor i Grøn Fagmesse.

Langesø for 22. gang

Juletræsbranchen holder også stjernen højt både når der er stor-messe i Slagelse og når der ikke er. For 22. gang byder Langesø Skovbrug til Langesømessen, hvor fokus ligger på skoven og juletræsdyrkning. Men traditionelt lægger ganske mange mere "generelle grønne" også vejen omkring skovmessen. I omegnen af 2500 fagfolk både fra Danmark og i høj grad også fra udlandet besøgte 2012-udgaven af Langesømessen, og på Langesø Godskontor venter Kirsten Sørensen mindst et tilsvarende antal torsdag den 15. august.

Langesø Skovbrug lægger i øvrigt også arealer til udstillingen Skov og Teknik, som senest var på plakaten i 2010. Næste gang bliver i 2014, oplyser Kirsten Sørensen.

Til højmesse

Mens folkene bag kirkegårdsmessen på Mors holder sabbatår, så vækker kolleger på Sjælland i bogstaveligste forstand en slumrende messe af graven. Herluftsholm Kirkegård bliver tirsdag den 23. april ramme om en mini-kirkegårdsmesse.

- Vi får formentlig en 20-25 udstillere, så vi holder os til mini. Til gengæld er den meget målrettet mod kirkegårdsfolk, fortæller Finn Dahl, der er graver på Herlufsholm Kirkegård og manden bag messen.

- Vi har tidligere haft en maskindag, hvor nogle forhandlere af maskiner, der passer til kirkegårdsbrug, kom og viste grej frem. Men det er ved at være længe siden, så jeg mente, at det var på tide at få liv i messen igen, siger Finn Dahl.

Også en række af landets dyrskuer melder traditionen tro ind med store afdelinger med skinnende maskiner i mange farver. Også maskineri, der ikke sigter direkte mod landbruget. Størst er Roskilde Dyrskue, hvor maskinafdelingen hvert år fylder et stort areal på dyrskuepladsen og af mange betragtes som "Sjællands maskinudstilling".

Roskilde er klar fra 7. til 9. juni. Sidste år oplevede skuet et dyk i besøgstallet til lige knap 80.000. Forrige år var det besnærende tæt på de 100.000 med præcis 97.085 besøgende.

Også i det nordjyske har “gravkøer" og “gummigeder" fremtrædende placeringer blandt andre køer og geder på Hjørring Dyrskue. Lige som den grønne sektor også er godt repræsenteret. Hjørring byder ind fredag den 21. og lørdag den 22. juni. Ugen forinden, fra 14. til 16. juni, afvikles Det Fynske Dyrskue med en blanding af dyr og maskiner.

Den helt store begivenhed i det jyske er Landsskuet i Herning, som i fjor rundede de 50.000 besøgende. Også i Herning bliver det til det helt store miks af hotdogs, softice, muh, mæh og masser af kubik og hydraulik. Årets landsskue er i kalenderen fra 4. til 6. juli.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11