Vestas' aktier er steget over 400 procent i år
Aktierne i Vestas er steget over 400 procent indtil nu i 2013. Senest giver store amerikanske ordrer rygvind.
Vestas stiger fredag formiddag på fondsbørsen 1,7 procent til 159,7 kroner, hvilket er milevidt fra niveauet fra den kurs på 31,86 kroner, som aktien gik ind i 2013 med.
Fredagens foreløbige stigning bringer ifølge Ritzau Finans årets kurshop over 400 procent - helt præcist 401,3 procent.
Ifølge analytikerne i Nordea ser fremtiden endda så lys ud for Vestas, at kursen kan stige endnu mere.
- Vestas har haft et forrygende år, hvilket også betyder, at kursen er steget eksplosivt, men vi mener stadig, at der er plads til yderligere kursstigninger efter de mange nye ordrer og en forventning om en langt bedre lønsomhed, skriver Nordea i en kommentar.
Den seneste fremgang kommer altså efter offentliggørelsen af nye store ordrer hen over julen.
Efter børslukketid mandag - lillejuleaften - kunne selskabet fortælle om en ordre i USA på 110 megawatt, og det blev juleaftensdag fulgt op af en ordre på 150 megawatt, der dog potentielt kan rumme ekstra ordrer på 568 MW.
I december har Vestas tilsammen offentliggjort ordrer på 1175 megawatt, hvilket er rekordhøjt.
Med ordrerne er den samlede ordreindgang til USA og Canada for den danske vindmølleproducent oppe på mere end 1700 MW i 2013, hvilket gør året til det næstbedste, siden Vestas gik ind på det nordamerikanske marked i 1981.
Globalt set bringer ordrerne Vestas samlede ordreindgang op på 5138 MW i 2013. Dertil kommer desuden skyggetallet for uannoncerede ordrer i fjerde kvartal, som først offentliggøres i forbindelse med årsregnskabet den 4. februar.
/ritzau/