Fremtidens købstad ligger i Aabenraa
Transform, Adept og Cobe/SLA deler førstepladsen i byplankonkurrencen om at gøre Aabenraa til fremtidens købstad
Bedømmelseskomiteen har nu vurderet, at det projekt, der skal fremtidssikre Aabenraa som hovedby i Aabenraa kommune, indeholder elementer fra alle tre forslag. Fælles for de tre team er, at de ser Aabenraa som en by med så mange landskabelige og historiske kvaliteter, at byens udvikling skal handle om at trække disse kvaliteter bedre frem og forstærke dem. Samtidig med, at man skaber bedre sammenhæng mellem disse kvaliteter og bymidten.
Omlægning af trafik
Konkret peger de tre team på at lede trafikken fra H.P. Hanssensgade til Gasværksvej. De har også forslag til, hvordan man styrker byens handelscentrum, ved at man fornyer området ved Madevej og H.P. Hanssensgade. Alle team har også interessante strategiske overvejelser om, hvordan man planlægger byens udvikling på længere sigt. Desuden har de tre team forslag til, hvordan havneområderne kan udvikles. Funktionerne på havneområderne forventes dog fastholdt.
Aabenraa Kommune arbejder nu videre med at bearbejde og videreudvikle fællestrækkene i de tre vinderforslag. Fællestrækkene skal danne grundlaget for den endelige udviklingsplan, der skal vedtages af Aabenraa Byråd, før den kan gennemføres.
De tre team har også en række forskellige, særlige forslag. Udvalgte elementer fra dem skal kobles til den endelige udviklingsplan. De tre team arbejder nu videre med disse forslag på baggrund af dommerbetænkningen og efter en offentlighedsfase, som afsluttes i november. Derfor indgår der også høringssvar fra offentlighedsfasen i de tre team videre bearbejdning.
Det får ikke betydning for projektets tidsplan, at der er udvalgt tre vindere i konkurrencen.
Tove Larsen, borgmester i Aabenraa Kommune siger:
- Fremtidens Købstad indgår i kommunens vækstplan blandt andet med henblik på at tilbyde attraktive bosætningsmuligheder til nye borgere og nye virksomheder. Men mindst lige så vigtigt er det, at byen bliver skønnere og sjovere for alle de borgere, der bor her i forvejen. Projektet skal være med til at forstærke vores selvfølelse.
Astrid Bruus Thomsen, projektleder i Realdania siger:
- Konkurrencen har været rigtig spændende og lærerig. Undervejs er det blevet tydeligere for os, hvordan købstæder kan løse nogle af de centrale udfordringer, de vil stå overfor i fremtiden. Det drejer sig om at sikre sig mod stigende vandstande, da mange købstæder ligger ud til kyster. Det drejer sig om at samle flere af byens centrale funktioner frem for at de ligger spredt for derigennem at understøtte livet i bymidten. Og så drejer det sig om at sikre gode forbindelser mellem bymidten og byens "grundelementer" som erhverv, uddannelsesinstitutioner og nye byudviklingsområder. De tre forslag har gode bud på, hvordan det kan gøres.