Rekordmange vil være konstruktør
Flere end 1.000 går i gang med uddannelsen som bygningskonstruktør i år, viser de endelige tal fra Uddannelsesministeriet
Tallene fremgår af Uddannelsesministeriets opgørelse af det endelige optag på de videregående uddannelser opgjort pr. 1. oktober. Det er samtidig nærmest et dementi af de optagelsestal, som ministeriet og Den Koordinerede Tilmelding (KOT) meldte ud 30. juli. Her viste opgørelsen et fald i optaget til bygningsskonstruktøruddannelsen.
Dengang gav Konstruktørforeningen udtryk for overraskelse, fordi man havde forventet en fremgang.
- Og den fremgang får vi så bekræftet nu. Vores fornemmelse på baggrund af meldinger fra skolerne har netop været, at der er tale om øget tilstrømning til uddannelsen, så vi havde ærligt talt også svært ved at tro på tilbagegangen, siger Kim Benzon Knudsen, sekretariatsleder i Konstruktørforeningen.
Gode jobmuligheder
Uddannelsesministeriet oplyser, at det endelige optag er beregnet med udgangspunkt i tallene fra første runde 30. juli. Herfra er fratrukket studerende, der har takket nej til en studieplads og tillagt studerende, der er optaget på ledige pladser eller optaget på standby-listerne. Ministeriet gør opmærksom på, at det endelige optag kan være minimalt overvurderet, da der kan være ansøgere, som er optaget på mere end en ledig plads.
Ifølge ministeriets tal var der i første runde optaget 914 studerende på konstruktøruddannelsen. Siden er der kommet 137 nye studerende til. En del af forskellen fra juli til oktober kan for konstruktøruddannelsen dog være, at KOT-tallene fra juli simpelthen ikke havde fået alle de nyoptagede studerende med i opgørelsen.
Kim Benzon Knudsen tror også, at tallet for nye konstruktørstuderende kan være lidt for højt, men er sikker på, at der er tale om rekordoptag.
- Det glæder os naturligvis. Der er tale om en rigtig god uddannelse, som giver fine beskæftigelsesmuligheder - ikke bare i byggeriet men også inden for byggevareproduktion og ejendomsdrift. Der er afsætning på uddannede konstruktører, og ikke mindst med de kommende års milliardinvesteringer i store infrastrukturprojekter bliver der god brug for konstruktørerne, siger han.
Fra uddannelse til job
Det er ikke bare de fremadrettede beskæftigelsesudsigter, der er gode for konstruktørerne. Fagets ledighed er i øjeblikket godt seks procent, og hovedparten af denne sommers dimittender er i beskæftigelse. Kim Benzon Knudsen vurderer, at omkring 30 procent gik direkte fra uddannelse til job, mens andre 25-30 procent har fået job hen over sommeren.
Det største optag med knap 250 nye studerende er der på både Københavns Erhvervsakademi og VIA University College i Aarhus.
Mens der således er stor forskel på antallet af nye studerende på konstruktøruddannelsen fra juli til oktober, er der stort set ikke sket nogen udvikling i antallet af optagede til byggelinjerne på både civil- og diplomingeniøruddannelser. I forhold til 2012 er fem procent færre gået i gang med ingeniøruddannelserne inden for byggeri og byggedesign.