Genanvendelse giver konkurrenceevne
Målet er 100 procent genanvendelse af isoleringsmaterialer fra byggeriet. Ny returstation i Øster Doense viser vejen frem
Med lanceringen af returordningen for brugt stenuldsisolering i Øster Doense i Himmerland, der blev indviet af miljøminister Ida Auken (SF) 27. august, yder Rockwool-koncernen et bidrag til samfundets generelle bestræbelser på at reducere spild og øge genanvendelsen af ressourcer.
Gammel isolering kan med andre ord genopstå som ny isolering.
Og det kan gavne den danske konkurrenceevne.
- Vi ved, at råvarepriserne stiger tre gange så hurtigt som lønningerne, så kan vi her i Danmark blive gode til at bruge råvarerne bedre, så bliver vi også mere konkurrencedygtige, sagde Ida Auken i forbindelsen med indvielsen.
Ændre syn på affald
Danmark og mange andre lande har fået øjnene op for den voksende knaphed på verdens ressourcer og stigende råvarerpriser.
- Det betyder, at vi bør ændre vores opfattelse af affald og i højere grad genanvende materialer til produktion af nye varer. Affald fra bygge- og anlægssektoren udgør målt i vægt 1/3 af den samlede mængde affald i Danmark.
- Vores produkter skal tage hensyn til og gavne miljøet. Hidtil har vi modtaget 800 ton brugt isolering årligt, og med det nye anlæg vil det tal stige til 10.000 tons, siger Thomas Kähler, adm. direktør i Rockwool A/S, som i forbindelse med koncernens 75 års jubilæum siger:
- Vi lærer meget om vores kunders behov, og hvordan vi kan imødekomme dem bedst muligt. Det er med til at drive den innovation, som allerede er central for vores forretning og som kun vil blive vigtigere i fremtiden.
Rockwool-koncernen har i en lang årrække haft fokus på at spare på energi, vand og råvarer og har anvendt en del såkaldte sekundære råvarer fra andre industrier i produktionen af isolering.
Med den nye returordning for brugt stenuld styrker Rockwool A/S nu den indsats.
Rockwools produkter har lang holdbarhed, men i forbindelse med renovering kan være nødvendigt at kassere den oprindelige isolering. Derfor vil den øgede renoveringsindsats, som forventes de kommende år, betyde, at brugt Rockwool-isolering i stigende omfang skal bortskaffes.
De kommunale genbrugspladser bliver centrum for indsamlingen for private og mindre projekter, mens der for større byggeprojekter vil ske central sortering og opsamling.
Minimerer spild
Fra opsamlingsstederne bringes isoleringen til centrale anlæg, hvor den granuleres og bringes til Rockwool-fabrikken i Doense. For entreprenøren og håndværkeren vil det nye retursystem oven i købet betyde en økonomisk gevinst, idet prisen på affald til genanvendelse er lavere end affald til deponi. Dette vil i sidste ende kunne komme bygningsejerne til gode.
Miljøminister Ida Auken er begejstret:
- Man minimere spild og skruer op for genanvendelse. Og det er dejligt, at Rockwool både bruger deres eget produkt, og tager det, som andre betragter som affald, og får noget meningsfyldt ud af det, nemlig et nyt isoleringsmateriale.