Realkredit udhuler rentefald

Det kan godt være, at det ikke er de høje bidragssatser til realkreditsektoren, der er skyld i den historisk lave byggeaktivitet, men for den enkelte boligejer er det ikke ligeyldigt, at realkreditten de seneste år har præsteret voldsomme stigninger i bidragssatserne, langt ud over hvad de reelle omkostninger generelt er steget i det danske samfund.

Realkreditten har høstet, før afgrøden fik lejlighed til at modnes og gøre gavn, og derfor oplever tusinder af boligejere at stå som åbne spørgsmålstegn i forhold til, at de såkaldt lave renter ikke er slået igennem på deres låneportefølje. Derved får samfundet heller ikke gavn af de penge, der burde være frigjort af de lavere renter, penge til både at bygge nyt og til forbrug. Pengene er endt i realkreditinstitutternes lommer.

Når man ser de enkelte institutters bidragssatser, kunne meget tyde på manglende konkurrence, ikke mindst taget i betragtning, at en realkreditforretning ensidigt kan ændre på de økonomiske vilkår. Således forstået at kunden kun med heftige méromkostninger får mulighed for at trække sig ud af kontrakten. Dette er dybt betænkeligt. Det betyder i praksis, at boligejerne er stavnsbundet til en stadig dyrere kontrakt, som man må betale meget dyrt for at komme ud af, selv om det er den anden part, der ensidigt har ændret vilkårene.

I det hele taget er der ingen tvivl om, at det for mange familier virker mærkeligt at læse, at de burde have fået langt mere til rådighed, end de faktisk oplever, at de har. Pengene er blot forsvundet til øgede skatter og afgifter, samt altså bidragssatser i realkreditten.

Det gælder eksempelvis den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift, der intet har med forsyningssikkerhed at gøre, men alene har til formål at sikre, at jo mere danskerne lever op til politikernes ønsker om at spare på energien, jo mere bliver de plukket i afgift. Statskassen skal jo have pengene, og det er vigtigere end at spare på energien.

Senest vil regeringen sammen med Venstre, Liberal Alliance og De Konservative gøre det dyrere at være almindelig dansker, når en lettelse af vandafledningsafgiften for store virksomheder for 700 mio. kroner skal betales af de almindelige forbrugere med et lavt vandforbrug.

Det er på tide, at regeringen finder ud af, at der er grænser for, hvor meget den enkelte borger kan plukkes i skatter og afgifter. Den grænse er overskredet for længst, og reaktionen kender vi - køb og salg af sort arbejde. Jo mere skatteyderen presses, jo mere tilbøjelig er han til at falde for “billigere" løsninger.