Dansk beton vækker opsigt i udlandet
Abeo A/S, der er etableret på baggrund af en betonopfindelse fra Danmarks Tekniske Universitet, er netop blevet nomineret til europæisk pris
Nu er virksomheden blevet nomineret til prisen som Europas bedste universitets spin-out" sammen med virksomheder fra Frankrig, Norge, Schweiz og England.
Prisen gives til en europæisk virksomhed, der har formået at tage en opfindelse fra en forskningsinstitution og omsætte det til en succesfuld virksomhed.
Det er organisationen Science|Business, der er stiftet af de to Business Schools Insead og Esade i samarbejde med Microsoft og BP, som står bag prisen. Kåringen af den endelige vinder finder sted ved en konference om forskning og innovation i Europa-Parlamentet i dag.
Første aftale i hus
Baggrunden for nomineringen af den danske virksomhed er et nyt banebrydende betonelement, som Abeo har udviklet til etageadskillelse i blandt andet bolig- og kontorbyggeri.
Fordelene ved det nye betondæk er blandt andet markant længere spænd, større fleksibilitet til formgivning samt bedre egenskaber inden for lyd og brand.
I december indgik Abeo den første licens- og produktionsaftale med den danske betonelementproducent, Perstrup Beton Industri.
Med licensaftalen bliver Perstrup den første fabrik, der producerer de nye SL-Dæk", som elementerne bliver kaldt. Fabrikken til produktionen er i øjeblikket ved at blive etableret på Djursland og forventes fra efteråret at kunne levere til de første byggeprojekter. Det er noget, der især bliver set frem til hos adm. direktør i Abeo, Hans Terney Rasmussen, som mener at produktet sætter en ny standard på markedet.
- Abeo er et godt eksempel på, hvordan en opfindelse fra en dansk forskningsinstitution kan være med til at skabe næste generation af kommercielle løsninger. Indenfor markedet for dækelementer er der for eksempel ikke sket noget siden 1960erne, hvor de første dæksystemer blev udviklet. I dag anvender man stadig de samme dækelementer, som man gjorde dengang. Men med udgangspunkt i Kristian Hertzs opfindelse har vi udviklet et betondæk, der flytter grænserne for, hvad branchen hidtil har anset for muligt. Vi har store forventninger til produktet, der bliver lanceret i Danmark i samarbejde med Perstrup til efteråret, og er i øjeblikket i dialog med forskellige projekter, der skal bygges i slutningen af 2013 og i 2014, siger Hans Terney Rasmussen.
Dansk innovation
Med nomineringen til prisen som Europas bedste spin-out er Abeo med til at sætte dansk innovation på verdenskortet. En spritny rapport udarbejdet af EU-kommissionen rangerede for nyligt Danmark på en tredjeplads over, hvilke EU-lande der klarer sig bedst inden for forskning og innovation.
Kun Sverige og Tyskland var bedre placeret på listen end Danmark. Selvom undersøgelsen viste, at Danmark klarer sig rigtig godt, når det gælder den del, hvor grundlaget for innovation skabes, viste den dog også at Danmark halter længere efter, når det handler om at omsætte den viden, der oparbejdes, til konkrete virksomheder, eksport og arbejdspladser. Her er Abeo heldigvis en af undtagelserne.
- Der findes rigtig mange gode ideer på de danske universiteter. Desværre ender de for ofte med at blive glemt i en skrivebordsskuffe uden at blive omsat til konkrete virksomheder, hvilket er ærgerligt, da der ligger et stort uforløst potentiale, siger Hans Terney Rasmussen.
Det er femte år, at prisen for den bedste spin-out i Europa uddeleles i Bruxelles.