Sænk dækningsafgiften i hovedstadskommunerne
Budgetforhandlingerne er i gang, og der drøftes, hvordan prioriteringen skal være mellem kolde mursten og varme hænder. Det er en vanskelig opgave, for hvem skal have, og hvem må holde for?
I Dansk Byggeri Hovedstaden er vi godt klar over, at områder som renovering af kommunale bygninger og vedligeholdelse af veje og stier er steder, hvor det er fristende at spare, og vi ved også, at anlægsloftet begrænser ambitionerne på de områder.
Men når der nu er påtvungen begrænsning i bygge- og anlægsaktiviteten, kunne kommunalbestyrelserne passende se på indtægtssiden. Vi synes, der er grund til at få reduceret dækningsafgiften, som er en særskat på private forretningsejendomme. Afgiften udgør årligt to mia. kroner i hovedstadsområdet.
Mange virksomheder er presset på økonomi og likviditet. Derfor er det alvorligt, urimeligt og konkurrenceforvridende, når virksomheder pålægges ekstra økonomiske byrder og forskellige vilkår afhængig af, hvilken kommune de tilhører.
Kommunerne kan nemlig selv bestemme, om de vil opkræve denne særskat på erhvervslivet. Ude i resten af landet er dækningsafgiften sjælden, mens alle hovedstadskommunerne opkræver den.
I Dansk Byggeri Hovedstaden drøfter vi altid dækningsafgiften ved de årlige møder med borgmestrene, men i de fleste kommuner er afgiften blevet en fast del af indtægtsgrundlaget.
Kun i Københavns Kommune har vi fundet lydhørhed, og afgiftssatsen er reduceret fra 2011 til 2012. Vi håber, det bliver fulgt op i budgetforhandlingerne for 2013, og at det vil danne skole i omegnskommunerne.
Vi vil opfordre kommunalbestyrelserne til at tænke langsigtet og træffe den beslutning, at indtægterne fra dækningsafgiften som minimum holdes i ro. Det kan være det første skridt til en beslutning om en reel sænkning på sigt.
Vi tror og håber på, at kommunalbestyrelserne kan se fornuften i ikke at ekstrabeskatte det erhvervsliv, som kommunen er afhængig af. Virksomhederne er med til at sikre kommunernes skattegrundlag ved at holde gang i beskæftigelsen og sikre dynamikken i nærområdet.
God arbejdslyst med budgetforhandlingerne.