Politiske paralleller
Faldende popularitet og vælgeropbakning er et mangeårigt dansk særkende, når de mindre mere eller mindre folkelige partier med de høje idealer går deres vælgeres egentlige ærinde og søger indflydelse i regeringskredse og indtager ministerposter.
Og hvem skulle have troet, at folkelige Villy Søvndal ville syntes så godt om sin ministerpost, at han er villig til at lade sig riste over det brændende bål ved det nært forestående landsmøde i Socialistiske Folkeparti, som afholdes i weekenden.
SF’s unge skatteminister Thor Möger Pedersen har fra sine første ministerskridt mærket de kolde vinde fra partiets veteran-fraktioner, men han har til gengæld nydt sin formands opbakning, og det tjener vel egentlig til Søvndals ære, at han står ved det politiske ansvar på sit partis vegne. Netop derfor er landsmødet i det samspilsramte og svindende socialistiske folkeparti ganske afgørende i det større politiske spil på flere fronter.
Dels er der risiko for intern splittelse i både partiet SF og i regeringssamarbejdet med Socialdemokraterne og De Radikale, og dels antager de traditionelt røde kredse i det venstrepolitiske bagland om muligt endnu rødere toner i takt med SF’s tydeligere og tydeligere knæfald for de større regeringspartnere.
Man kan i den forbindelse ikke udelukke, at Enhedslistens trussel om at stemme nej til det finanslovsforslag, som S-R-SF-regeringen skal forsøge at finde tilslutning for senere på året kan give anledning til både borgerlige attentatspekulationer og yderligere splittelse på den politiske venstrefløj og måske endda føre til nyvalg.
Situationen med den interne splittelse i SF har ganske mange paralleller til tidligere regeringer med forskelligt politisk fortegn, hvor mindre partier som for eksempel Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti er blevet ofre i magtspillet om, hvem der har det afgørende ord i regeringssamarbejder med flere deltagere. Selv De Radikale har mærket ansvarets tyngde i forhold til andre større regeringspartnere.
Den politiske situation i Danmark er således ikke ny i forhold til tidligere, bare fordi statsministeren nu hedder Helle Thorning-Schmidt og er socialdemokrat. Det er mere den aktuelle økonomiske situation, der er ny for mange – både vælgere og partisoldater, og det er vel nærmere de forhold frem for interne uenigheder, vi alle skal forholde os til.
