23948sdkhjf

Sideforskydelig maskinfabrikant

Maskinfabrikant i Rødekro er ikke længere helt så meget til en side, men han har levet et sideværts liv i mange år
- Man kan vel godt sige, at jeg har været lidt til en side. Det er jeg ikke så meget mere. Nu har de fleste maskinproducenter fundet ud af selv at lave sideforskydning. Så det bliver ikke til så mange mere.

Det er efterhånden nogle år siden, Viggo Juhl kunne være gået på efterløn. Det gjorde han ikke. Den nu 71-årige maskinfabrikant i Rødekro i Sønderjylland havde for travlt med at producere sideforskydninger til diverse forskellige mærker af rendegravere. En rigtig god fidus i mange år, som Viggo Juhl tog fat på i 1980, da han var ansat på en maskinfabrik i Sønderborg. Da firmaet måtte dreje nøglen om, etablerede Viggo Juhl firmaet V. J. Teknik og fortsatte med at lave hydrauliske sideforskydninger til både maskinhandlere og til entreprenører.

- Hydraulisk sideforskydning er lidt af et dansk fænomen. Jeg har vel lavet omkring 250 af dem til hovedsagelig New Holland og Komatsu, men også til Fermec, som er blandt det få, der endnu ikke selv er begyndt at lave dem. Nu bliver det kun til en enkelt ind imellem. Så det er godt, at der også skal fældes juletræer, konstaterer Viggo Juhl.

I takt med, at efterspørgslen på eftermonterede sideforskydninger faldt, begyndte Viggo Juhl nemlig at sysle med maskineri til juletræsbranchen.

Selvkørende, tak!

- Jeg arbejdede lidt for et maskinfirma i Haderslev, som havde udviklet en juletræsklipper. Jeg fik til opgave at se på, om den kunne forbedres. Så fandt jeg ud af, at det var bedre at lave en ny klipper helt fra bunden. Da jeg havde svejset den første maskine sammen hjemme i garagen, blev jeg overrasket over, hvor meget, den magtede, fortæller Viggo Juhl.

Han tog den nyudviklede maskine til fældning af juletræer med juletræsdyrkernes eldorado, Langesø-Messen på Fyn. Interessen for den nye tingest fra Sønderjylland var stor. Men juletræsfolkene ville ikke have skubbe-modellen, som Viggo Juhl kom med. Maskinen skulle være selvkørende.

Det var den så året efter. Både frem og tilbage. Og da Viggo Juhl kørte tilbage til det sønderjyske, var det med ordrer på 17 maskiner.

300-400 træer i timen

- Jeg har døbt juletræsklipperen VJT 150 F. VJT for V. J. Teknik. 150 for, at maskinen kan klippe stammer op til 150 mm. Og F for fremdrift, forklarer Viggo Juhl.

Når der er rykket i startsnoren til Honda-motoren på VJT 150 F, nedlægger den mellem 300 og 400 træer i timen.

Selv om Viggo Juhl driver V. J. Teknik som énmandsfirma, lader han det ikke blive ved en enkelt maskine på produktionsplanen. Juhl har fået smag for jul. Og da maskinen til at fælde juletræerne var i god gænge, fandt han på at pille klipperhovedet af og i stedet montere en sprøjte.

- Med samme to-hjuls grundmaskine og motor har man så både mulighed for at sprøjte sin juletræskultur og efterfølgende fælde træerne. Pumpen rummer fem liter Roundup, og det tager ikke lang tid at skifte fra klipper til sprøjte, fortæller Viggo Juhl.

Også redskabsbærer

Den sønderjyske maskinproducent har også fostret et firehjulet køretøj. En egentlig redskabsbærer, som er dimensioneret med juletræsfolket i venlig erindring.

- Redskabsbæreren hedder VJT 190. Den trækker på alle fire hjul, har differentialespærre og lift med redskabsophæng både for og bag. Der kan naturligvis monteres alle mulige redskaber, og der er el-start af Honda-motoren, som har 11 hk. Jeg tror på, at mange juletræsdyrkere kan være interesserede i redskabsbæreren. Blandt de gode argumenter er, at da jeg ikke har en stor organisation at fodre, så kan jeg sælge den til omkring 70 procent af, hvad italienske redskabsbærere i samme størrelse koster, siger Viggo Juhl.

Med de 71 år på den personlige timetæller in mente laver Viggo Juhl ikke længere selv delene til sine maskiner. Det tager en anden maskinfabrik sig af, hvorefter Viggo Juhl selv samler maskinerne i det 250 kvadratmeter store værksted i Rødekro. Salget lader han handelsfirmaet Th. Thomsen i Padborg klare. Th. Thomsen har selv juletræsproduktion i Danmark, Frankrig og Polen og sælger tillige maskiner til juletræsbranchen. På Langesø-Messen præsenterer V. J. Teknik og Th. Thomsen sig sammen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094