Vikararbejde er et springbræt for indvandrere til at komme i fast arbejde. Det viser nye danske forskningsresultater offentliggjort i et arbejdspapir af professor Michael Rosholm og seniorforsker Elke Jahn, begge fra Aarhus Universitet, skriver Agenda. Særligt indvandrere fra ikke-vestlige lande får i højere grad end etniske danskere fast arbejde som følge af vikararbejde.
En af dem der netop har fået fast job gennem vikararbejde er 27-årige Henry Kitimbo fra Uganda. Han er uddannet blikkenslager og kom til Danmark i april 2011 og begyndte i januar 2012 i et vikarjob hos pakke- og kurérfirmaet GLS. Det er nu blevet til et fast arbejde. Han håber, at det faste arbejde kan skubbe ham videre mod drømmejobbet, som findes inden for byggeriet.