23948sdkhjf

Støj forlænger anlægsentreprise

Hvidovre Kommune har inddraget tilladelse til udvidet arbejdstid til spunsarbejde
Manglende støjafskærmning ved arbejde med nedramning af spuns til den fremtidige København-Ringsted jernbane har fået Hvidovre Kommune til at tilbagekalde en tilladelse til udvidet arbejdstid for spunsarbejdet langs Allingvej og Holbækmotorvejen.

Kommunen gav 25. juli tilladelse til at udvide den daglige arbejdstid til at spunse med tre timer under forudsætning af, at der blev opsat en støjskærm. Da skærmen aldrig blev etableret, har Hvidovre Kommune igen inddraget tilladelsen til den udvidede arbejdstid, så arbejdet nu kun kan udføres i tidsrummet kl. 8-16.

- Der er sket nogle misforståelse måske på grund af ferie, men vi kan kun beklage, at støjafskærmningen ikke blev etableret. Nu er spunsarbejdet stort set afsluttet, og det giver derfor ikke mening at opsætte støjskærmen nu, siger Jette Aagaard, anlægschef ved Banedanmark.

Begrænsningen af arbejdstiden betyder, at spunsarbejdet forlænges med omkring to uger.

Støjmålinger

Banedanmark gennemførte i øvrigt i går støjmålinger af arbejde med at bore ud til spunsanker. Måleresultaterne skal anvendes i forbindelse med afklaring af, om der er behov for støjdæmpende foranstaltninger ved fremtidige ankerboringer.

Banedanmark har i dag torsdag møde med Hvidovre Kommune om, hvordan nabostøjen kan minimeres mest muligt ved det fortsatte arbejde. Næste fase er nedramning af spuns på Avedøre Havnevej, idet jernbanen skal føres under denne vej. Jette Aagaard oplyser, at Banedanmark vil foreslå, at der opstilles en fire en halv meter høj støjvæg i forbindelse med dette arbejde for at reducere støjen for beboerne langs Allingvej og Avedøre Havnevej.

I øvrigt er der planlagt støjvæg ved spunsarbejdet på jernbaneprojektets mest bynære entreprise i Valby og dele af Hvidovre, som efter planen skal begynde i begyndelsen af næste år.

Der er Aarsleff A/S, der udfører entreprisen omkring Avedøre Havnevej.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093