Lave energikrav til nyt musikhus i Odense
Der er ingen høje krav til energieffektivitet i lokalplansforslaget til det nye musik- og teaterhus i Odense
Det forarger Odense Radikale Venstre, som i forbindelse med en forhøring har indsendt et høringssvar, hvori der stilles krav om, at det nye byggeri skal kunne klassificeres som laverenergibygning klasse 2015.
- Det er vigtigt at nedbringe energiforbruget. Vi skal spare på vores ressourcer både i Odense, men også resten af verden, og vi skal have et fornuftigt CO2-regnskab. Her kan kommunen gøre noget selv, da det er vores byggeri, siger Susanne Ursula Larsen fra Odense Radikale Venstre.
Hun er dog klar over, at det sandsynligvis vil gøre byggeriet dyrere:
- Vi er bevidste om, at det kan gøre byggeriet dyrere, men så forhåbentlig billigere at drive de næste mange år. Det må man arbejde for at finde en finansieringsmodel, der imødekommer.
Det nye musik- og teaterhus, som vil koste omkring 600 mio. kroner at bygge, var oprindeligt udbudt som et OPP-projekt, hvor Odense Kommune skulle være bruger af huset, men på grund af manglende investorer, agter kommunen nu at indgå en aftale med udviklings- og entreprenørvirksomheden KPC. Aftalen betyder, at KPC bliver bygherre, og at kommunen for 334 mio. kroner køber en del af bygningen.
Et økonomisk spørgsmål
I Odense Kommune håber man på, at byggeriet bliver energieffektivt, men ifølge Søren Færch, sagsbehandler og arkitekt i Odense Kommune vil høje energikrav betyde højere omkostninger.
- Selvfølgelig bliver byggeriet lavet så energieffektivt som overhovedet muligt, men det er et spørgsmål om, om det er et krav eller ikke er et krav. Hvis man skal lave byggeriet meget energieffektivt, er der selvfølgelig større udgifter forbundet med projektet. Et nul-energihus er eksempelvis meget bekosteligt, siger han og fortsætter:
- Man har valgt at sige i dette tilfælde, at man vil bygge det bedst mulige hus, men det er ikke et nul-energihus eller et meget energiøkonomisk hus.
Lokalplansforslaget er i høring frem til den 10. oktober, og herefter skal kommunen tage stilling til, om høringssvarene giver anledning til ændring af lokalplanen.
- Hvis alt går vel, er det meningen, at lokalplanen skal vedtages af byrådet inden årets udgang med de eventuelle rettelser og bemærkninger, der måtte komme fra borgerne, forklarer Søren Færch.
Odense Radikale Venstre fastholder kritikpunktet og vil fremsætte det igen i forbindelse med den nuværende høring.