Installationsfirma gør sine hoser grønne
Grønne el-installationer giver større gevinst end dyre vindmøller, viser ny undersøgelse fra Lindpro og BullsEye Communications
Undersøgelsen, der er foretaget af installationsfirmaet Lindpro A/S i samarbejde med kommunikationsbureauet BullsEye Communications, viser, at 80 procent af virksomhederne har en strategi for at nedbringe energiforbruget. 85 procent svarer, at energibesparende el-installationer indgår i den. Samtidig vurderes slutbrugerne også at sætte mest lid til energibesparende el-installationer, når de skal spare energi, viser undersøgelsen.
- Resultaterne viser, at lederne indenfor byggeteknik og bygningsvedligeholdelse generelt sammenkæder et lavt energiforbrug i nye byggerier med andet end isolering og vinduer. Det er blevet mere rentabelt at skifte forældet el-teknik ud med ny, innovativ el-teknik, siger adm. direktør i Lindpro, Michael Højgaard.
Nuanceret energidebat
Michael Højgaard betoner, at Lindpro naturligvis ikke har det fjerneste imod grøn energi, tværtimod. Men han beklager, at den hjemlige energidebat handler alt for meget om vindenergi og alt for lidt om energibesparende el-installationer.
- Vi anbefaler, at vi især udnytter det potentiale, som moderne el-installationer kan give til at nedsætte energiforbruget og mindske CO2-udslippet. En virksomhed, der går over til LED-lys, bruger cirka 30 procent mindre strøm. Spørgsmålet er, om vi får reduceret CO2-forbruget mest muligt ved at investere 40 mia. kr. i vindenergi alene, eller om vi skal se på alternativer? Jeg er ikke sikker og efterlyser en markant mere nuanceret dialog mellem politikerne og installationsbranchen, siger Michael Højgaard, Lindpro A/S.