Udlicitering er vejen frem for kommuner
I Holstebro kommune er det udelukkende private virksomheder, der står for at slå græsset, vedligeholde vejene samt rydde sne om vinteren. Det gør kommunen til danmarksmester i udlicitering. Men der er flere kommuner i Midt- og Vestjylland, som kunne tjene millioner i kommunekassen ved at gøre det samme, viser en ny opgørelse.
Holstebro har i den grad forstået at få mest muligt ud af borgernes skattekroner ved at udlicitere deres vej- og parkopgaver til private virksomheder og på den måde spare penge. Penge som i stedet eksempelvis kan bruges til at bygge nye skoler, plejehjem, børnehaver, fritids- og idrætsfaciliteter m.v. for.
Alle kommuner i Midt- og Vestjylland kan spare skattekroner ved at gøre det samme.
En ny opgørelse fra Dansk Byggeri viser, at kommunerne i Midt- og Vestjylland i dag udliciterer 41,1 procent af deres vej- og parkopgaver. Men hvis kommunerne gjorde som Holstebro og udliciterede det hele, så ville det ifølge Dansk Byggeris beregninger give en samlet besparelse på 43,7 mio. kroner i kommunerne.
De penge kunne kommunerne uden tvivl godt bruge. De har jo alle svært ved at få budgetterne til at hænge sammen. Jeg håber derfor, at opgørelsen får kommunerne til at gøre noget ved sagen og ændre på gamle vaner og i stedet lade dem, der er bedst og billigst udføre opgaverne.
Der er dog store forskelle på, hvor mange opgaver de enkelte kommuner udliciterer, og dermed også forskel på, hvor store besparelser de enkelte kommuner kan opnå.
Som eksempel kan nævnes, at opgørelsen viser, at blandt andre Herning kommune kun udliciterer 29,2 procent af deres vej- og parkopgaver, men hvis de udliciterede det hele, så ville det ifølge beregningerne give 14,4 mio. kroner ekstra til kommunekassen.
Ifølge beregningerne kunne eksempelvis Viborg kommune spare otte millioner, Ringkøbing-Skjern Kommune kunne spare 6,6 mio. kroner, Ikast-Brande Kommune kunne spare 6,3 mio. kroner, Silkeborg Kommune kunne spare 5,3 mio. kroner, Skive Kommune kunne spare 4,4 mio. kroner, Struer Kommune kunne spare 1,6 mio. kroner og Morsø Kommune kunne spare 1,7 mio. kroner.
Det er mange penge, og eftersom det er kommunernes opgave et få borgernes skattekroner til at strække så langt som muligt, så håber jeg, at kommunerne straks går i gang med at se på mulighederne.
Opgørelsen viser til gengæld, at Lemvig også har fået øjnene op for de fordele, der er ved udlicitering, og Lemvig er i dag nr. syv blandt de kommuner i Danmark, som er bedst til udlicitering af vej- og parkopgaver.
De syv bedste kommuner i Danmark til udlicitering er: Holstebro, Gribskov, Frederikssund, Samsø, Odense, Favrskov og Lemvig.
De fem kommuner i Danmark, som udliciterer mindst er: Bornholm, Hvidovre, Greve, Dragør og Rødovre.
Ifølge Dansk Byggeris beregninger, så kan de danske kommuner tilsammen få mindst 552,2 mio. kroner ekstra i kommunekasserne, hvis de sendte alle egnede vej- og parkopgaver i udbud.