En hel flok nye gravemaskiner
Udlejningsfirmaet Cramo A/S har travlt. Derfor udvides antallet af 2,0 og 2,5 tons gravemaskiner med 20 nye Yanmar-maskiner
Små maskiner
- Det er maskiner i størrelserne 2,0 ton og 2,5 ton, hvor vi har rigtig stor efterspørgsel. Vi har flere rammeaftaler, hvor disse maskinstørrelser indgår. Det indebærer, at vi forpligter os til at have materiel klar, men den øgede maskinpark kommer naturligvis alle vore kunder til gode, siger produktchef Anders Gøthe, Cramo A/S.
- De 20 nye maskiner er kun første trin. Hvis de fungerer godt, vil vi allerede i indeværende år anskaffe betydeligt flere maskiner. Når vi vælger Yanmar, er der flere årsager. For det første er det en enkel maskine, som er let at betjene. Vi har på det seneste fået tilført en del brugte Yanmar-maskiner fra tyske Theisen, som Cramo har overtaget i 2011, og dem har vi gode erfaringer med.
- Alle de nye maskiner er udstyret med centralsmøring. Det er lidt usædvanligt for så små maskiner, men til udlejning er det rigtig godt. Det sikrer den grundlæggende smøring og minimerer dermed vedligeholdelsesopgaverne for kunderne. Dermed minimeres også fejl og nedbrud på maskinerne.
- En anden vigtig faktor er den service, som Stemas kan præstere. De har et set up indenfor service og reservedele, som er virkelig seriøst og professionelt, og kombineret med, at Yanmar er et godt og velkendt brand, så er vi helt trygge ved at købe deres maskiner, siger Anders Gøthe.
Fleksible maskiner
De 20 maskiner fordeler sig på 10 Yanmar SV20 og 10 Yanmar Vio 25. Yanmar SV20 er en forholdsvis ny model på 2,0 ton, som passer optimalt til kabelarbejde og lignende entreprenøropgaver. Den har en forholdsvis stor kabine, hvor der er plads til både en voksen fører og lidt håndværktøj. SV står for semi vio altså en maskine, der er kompakt, men ikke med helt kort bagende. Yanmar Vio 25 er en 2,5 tons maskine, der svinger indenfor båndenes bredde og dermed er velegnet til opgaver på snæver plads. Begge maskiner har proportional styring og leveres med hurtigskift.
Direktør Robert Kjærgaard, Stemas, fortæller, at Yanmar er meget udbredte til udlejningsformål blandt andet i Tyskland, og udlejningsfirmaet Theisen, som nu ejes af Cramo, aftager flere hundrede Yanmar maskiner årligt.