23948sdkhjf

Galopbane vil renovere bygninger

Klampenborg Galopbane søger om fondsstøtte til renovering af bevaringsværdige bygninger
Tre af Klampenborgs Galopbanes bevaringsværdige bygninger er i så dårlig stand, at de risikerer helt at forfalde, hvis ikke de snart bliver renoveret. Derfor er galopbanen gået i gang med at søge om økonomisk støtte fra fonde til en omfattende renovering af bygningerne.

- Hvis ikke der bliver gjort noget inden for relativt kort tid, så kommer vi til at lukke den ene bygning af, og den anden bygning, ved jeg ikke, hvad vi gør ved. Vi er voldsomt nødlidende, og vi håber på, at der er nogen, der reagerer positivt på det, siger adm. direktør for Klampenborg Galopbane, Tom Christensen.

Det samlede grove overslag på, hvad det vil koste at renovere de tre bygninger er 25 mio. kroner.

Over 100 år gamle

Det var den danske arkitekt Knud Arne Petersen, som tegnede bygningerne til væddeløbsbanen, der åbnede 5. juni 1910. Han er blandt andet kendt for Det japanske tårn - tidligere kendt under navnet Det kinesiske tårn - samt Nimb-bygningen i Tivoli.

To af de bygninger, som trænger til omfattende renovering, stammer helt tilbage fra åbningen og har været i brug lige siden. Det gælder “Vægten", som er placeret ved hovedindgangen, og Den Kongelige Tribune, som huser en restaurant. Den tredje bygning, som Klampenborg Galopbane beskriver i ansøgningen, er Racing Club-pavillonen, som stammer fra 1930’erne.

I meget dårlig stand

Den bygning, det står værst til med, og som er i fare for at blive lukket af inden for kort tid er “Vægten", som rummer jockeyrum samt diverse møderum. “Der er store bygningsmæssige problemer, og bygningen vil, hvis der ikke snarest foretages en gennemgribende renovering, forfalde fuldstændigt," står der i galopbanens ansøgning.

Blandt andet skal taget og tagkonstruktionen udskiftes, facaden skal renoveres, og vinduer og døre skal udskiftes. På Racing Club-pavillonen skal vinduer, døre samt facadebeklædning blandt andet udskiftes, mens taget og tagkonstruktionen også bør renoveres.

Ifølge ansøgningen fremstår bygningen i en meget kritisk tilstand med risiko for at forfalde fuldstændigt i løbet af få år. På Den Kongelige Tribune er det også blandt andet tagkonstruktionen, der er i meget dårlig stand.

Der har ifølge Tom Christensen ikke været penge nok til at renovere de gamle bygninger tilstrækkeligt.

- Vi har et vedligeholdelsesbudget på omkring en kvart mio. kroner om året, og det rækker ikke ret langt. Det er over de sidste 40 til 50 år, at der på grund af økonomien ikke er foretaget de vedligeholdelser, som man burde have gjort, siger han.

Det er ikke kun de tre bygninger, der trænger til renovering. Der er også behov for nye belægninger på tilskuerarealerne samt i paddocken - præsentationsringen for hestene. Derudover trænger rejsestaldene for de deltagende heste også til renovering eller ombygning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128